En 28-årig mand er i Københavns Byret idømt lovens strengest mulige straf for sindssyge personer, en såkaldt anbringelsesdom, for drabsforsøg mod to personer på Heimdalsgade i København i februar 2010.
- Han forklarede, at han var kørt derud for at møde to bandemedlemmer. Men da han kom derud, blev han bange for dem og skød dem, fortæller anklager Per Corneliussen fra Statsadvokaten i København.
Manden er tidligere dømt for blandt andet røveri, og dommeren vurderede, at han er så farlig, at han skal indlægges på en lukket psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Først efter fem år kan den dømte indbringe sin sag for retten i håbet om at blive løsladt. Det sker kun, hvis lægerne til den tid vurderer, at det er forsvarligt at løslade den dømte.
Straffen minder om den mere alment kendte forvaringsdom. Forskellen er, at forvaring gives til personer, der ikke er sindssyge i gerningsøjeblikket. Ifølge dansk ret kan sindssyge ikke straffes, men de kan tvangsindlægges på ubestemt tid.
Skyderiet i Heimdalsgade fandt sted sidst på aftenen den 11. februar 2010 og er beskrevet i bogen "Bandekrig", der handler om de mange banderelaterede skudepisoder.
Ifølge bogen hører den ene af de to mænd, der blev skudt, til bandemiljøet i Mjølnerparken på Nørrebro, mens den anden har relationer til banden Bloodz, der har hjemstavn i Hundige syd for København.
Med i bilen sammen med gerningsmanden i Heimdalsgade var en 19-årig mand, der tidligere har været i politiets søgelys i forbindelse med bandekrigen. Han blev i 2009 frifundet for et drabsforsøg mod en Hells Angels-tatovør på Nørrebro.
- Vi har overvejet hans rolle i sagen. Han har forklaret, at han bare var med og ikke vidste, at der ville blive skudt. Den forklaring har den dømte bakket op, fortæller Per Corneliussen.
Den 19-årige er blevet tilkendt en større erstatning i sagen på grund af den tid, han har siddet varetægtsfængslet.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker