Stripklub skal betale godtgørelse for diskrimination af kvinde

Kvinde skulle betale højere entre til stripklub end mænd. Det var forskelsbehandling. Kvinden får 5000 kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

To kvinder og tre mænd var i byen en nat i foråret 2022. De skulle på stripklub.

Men ved indgangen kunne mændene få lov at komme ind til den sædvanlige entrépris, mens kvinderne fik at vide, at de skulle købe champagne for minimum 5000 kroner for at få adgang til klubben.

Det har den ene af kvinderne klaget over til Ligebehandlingsnævnet.

Nævnet giver hende medhold i, at hun blev udsat for forskelsbehandling på baggrund af køn. Derfor skal stripklubben betale kvinden en godtgørelse på 5000 kroner.

Det fremgår af afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet.

I vurderingen har nævnet lagt vægt på kvindens "meget præcise beskrivelse af hændelsen" sammenholdt med oplysninger på stripklubbens hjemmeside om, hvem den primært henvender sig til.

Herefter blev det stripklubben, der skulle bevise, at kvinden ikke havde været udsat for kønsdiskrimination, og den bevisbyrde har klubben ikke kunnet løfte.

Kvinden havde i sin klage fremhævet, at dørmanden til stripklubben havde sagt, at kvinder generelt ikke var velkomne på klubben.

Og at da hun havde kaldt det kønsdiskrimination og ulovligt, sagde dørmanden, at det var han uenig i, og at han selv bestemte, hvem han måtte lukke ind.

Dørmanden sagde angiveligt, at "det altid lykkes kvinder at gøre sig til offer" for deres omstændigheder.

De 5000 kroner skulle betales med det samme, for ellers var det "synd for kvinderne inde på klubben, at de ikke tjente penge", hvilket angiveligt var en henvisning til, at kvinderne ikke ville bruge samme beløb indenfor som mændene.

På stripklubbens hjemmeside fremgik det, at klubben var et sted for gentlemen. Et sted, "hvor mænd kan opføre sig som mænd".

"Klæd og opfør dig som en gentleman, så er du hjertelig velkommen", stod der, og det var angivet, hvordan klubben definerede en gentleman.

Klubben har under sagen sagt, at der måtte være tale om en misforståelse. Den har desuden afvist, at det er dyrere for kvinder end for mænd at få adgang.

Faktisk er der slet ikke en fast entrépris. I stedet er der minimumspriser, alt efter hvor stor en gruppe der ankommer, og der er tit kvinder på klubben, oplyste den.

Minimumsprisen for en gruppe på fire-syv personer er 5000 kroner, oplyste klubben, og den pakke indeholder en flaske spiritus og en flaske champagne.

Kvinden havde krævet 2500 kroner i godtgørelse, men hun skal have det dobbelte, afgør Ligebehandlingsnævnet.

Niveauet er fastsat ud fra praksis på området og et skøn over karakteren og alvoren af sagen.

Det fremgår ikke af afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet, hvilken stripklub sagen drejer sig om.

/ritzau/