Styrelse varsler hårdere kurs over for sikkerhedsbrud på jernbanen
Otte omkom, da et lyntog i 2019 på Storebæltsbroen blev ramt af en løsrevet transporttrailer fra et modkørende godstog. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Trafikstyrelsen vil skride til politianmeldelse uden forudgående varsel, hvis jernbanesikkerhed tilsidesættes.
Otte passagerer omkom, da et lyntog på Storebæltsbroen i januar 2019 blev ramt af en løsrevet transporttrailer fra et modkørende godstog.
Det var den værste togulykke i nyere tid i Danmark og gav anledning til strammere regler for godstransport på danske jernbaner.
Nu lægger Trafikstyrelsen op til, at der skal ske yderligere stramninger, der skal skærpe sikkerheden på jernbanen.
Det fremgår af et udkast til en ny bekendtgørelse, som styrelsen har sendt i høring.
Trafikstyrelsen ønsker, at man fremover uden varsel kan skride til politianmeldelse, hvis der konstateres alvorlige brud på jernbanesikkerheden.
Som reglerne er nu, kan Trafikstyrelsen kun politianmelde en jernbaneoperatør, hvis virksomheden undlader at efterkomme et påbud eller forbud, som styrelsen på forhånd har udstedt.
- Det er vigtigt, at vi som sikkerhedsmyndighed hurtigt kan reagere med en politianmeldelse, hvis der sker alvorlige sikkerhedsbrud på jernbanen.
- Med forslaget bliver de juridiske rammer helt tydelige, så det står klart for jernbaneoperatørerne, at hvis de overtræder reglerne, kan det få strafferetlige konsekvenser, siger vicedirektør Christian Vesterager i en pressemeddelelse.
Politianmeldelse kan for eksempel komme på tale i situationer, hvor det konstateres, at gods ikke er fastspændt tilstrækkeligt, fremgår det af et høringsbrev fra styrelsen.
I udkastet til bekendtgørelsen lægges der op til, at operatører kan straffes med bøde eller fængsel, hvis de overtræder reglerne.
Hvis overtrædelsen er sket under særligt skærpende omstændigheder, skal der ifølge Trafikstyrelsen kunne idømmes fængsel i op til to år.
Efter ulykken på Storebæltsbroen i 2019 blev det undersøgt, om personer eller virksomheden kunne drages til ansvar.
Men det var ikke muligt at gøre et strafferetligt ansvar gældende, lød konklusionen.
Bekendtgørelsen er i høring hos en række jernbaneaktører frem til 7. november, og der lægges op til, at reglerne træder i kraft fra årsskiftet.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned