Styrmand hos Shipcraft stod af

Rederiet Shipcraft har blandt andet specialiseret sig i at sejle med krudt, kugler og sprængstoffer som dynamit.

At det så samtidig foregår i farlige farvande som Adenbugten, hvor skibene kan blive angrebet af pirater, der åbner ild mod skibene, blev for meget for en dansk styrmand.

For godt et år siden brugte han sin ret ifølge sømandsloven til at sige fra og afmønstre skibet Puma, der også drives af Shipcraft.

Det bekræfter styrmandens faglige organisation, Søfartens Ledere.

- Det er rigtigt. Han ønskede ikke at sejle med længere. Årsagen var en kombination af lastens indhold af sprængstoffer og det farlige område, som skibet skulle sejle igennem, hvor det risikerede at blive angrebet af pirater, siger Fritz Ganzhorn - direktør i Søfartens Ledere.

Direktøren tilføjer, at Shipcraft siden har gjort meget for at beskytte besætningerne om bord.

- Siden den sag har Shipcraft taget nogle gode og konstruktive tiltag for at beskytte besætningerne om bord. Blandt andet ved at have bevæbnede vagter om bord.

- Det er langsomtgående skibe med lavt fribord, der er lettere ofre end for eksempel de store containerskibe, siger Fritz Ganzhorn.

Netop tiltaget med bevæbnede vagter meldte rederiet Shipcraft ud i april 2009, efter at pirater havde forsøgt at kapre et af rederiets skibe.

- Vi har pligt til at passe på vores besætning og sikre, at nødhjælpen er tæt ved, når piraterne angriber.

- Derfor sætter vi bevæbnede vagter om bord, også for at sikre at piraterne kan holdes på afstand, indtil helikoptere når frem, lød begrundelsen fra rederiets daværende administrerende direktør Per Nykjær Jensen.

Ifølge politiken.dk var der våben om bord på det kaprede fragtskib Leopard.

Skibet havde også haft bevæbnede vagter om bord, men de var ifølge avisen netop sat af skibet i havnebyen Salalah i Oman, da skibet sejlede ud af det område, somaliske sørøvere sædvanligvis opererer i.

/ritzau/

Sejlads i piratfyldt farvand med en last af krudt, kugler og dynamit fik en styrmand til at afmønstre.

Offentliggjort Sidst opdateret