Svendborgsundbroen er igen åben for trafik

Svendborgsundbroen mellem Svendborg og Tåsinge blev kort efter klokken 19 åbnet for trafik i begge retninger, oplyser Fyns Politi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Broen blev afspærret kort før klokken 16, da der udbrød brand i motorrummet på en lastbil.

Branden var slukket på mindre end en halv time, men det tog længere tid end ventet at fjerne lastbilen med anhænger og dens last på omkring et ton korn.

Men kort efter klokken 19 oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse, at broen er ryddet og farbar i begge retninger.

Der er dog stadig kødannelser ved broen, som i disse dage har ekstra meget trafik med gæster til Langelandsfestivalen.

/ritzau/