Svensk dreng og dansk kvinde anholdt efter skyderi i Kolding
En 17-årig dreng bliver torsdag stillet for en dommer. Endnu er anholdt kvindes skæbne ikke afgjort.
Sydøstjyllands Politi har anholdt to personer efter en skudepisode i det centrale Kolding onsdag, hvor en mand blev såret af skud i benet.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag.
De anholdte er en 17-årig svensk dreng og en 37-årig dansk kvinde. De blev pågrebet onsdag aften. Politiet leder fortsat efter en mistænkt i sagen.
Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi vil kræve den 17-årige varetægtsfængslet. Det kommer til at ske ved et grundlovsforhør torsdag eftermiddag.
Endnu er der ikke taget stilling til, hvorvidt man også vil gå efter at få kvinden varetægtsfængslet.
Den tredje mistænkte, som politiet er på jagt efter, opfordres til at melde sig selv. Ifølge politiet kender man hans identitet.
Sydøstjyllands Politi efterlyste onsdag eftermiddag to personer i sagen. Efterlysningen gik på to maskerede personer på henholdsvis en herre- og en dameelcykel.
Overvågningsbilleder viste, de pågældende havde opholdt sig i området i timerne op til skudepisoden, som skete i Vejrupsgade omkring klokken 10.30.
Torsdag opfordrer politiet borgere og virksomheder, som måtte ligge inde med overvågningsbilleder fra Vejrupsgade, Østergårdsvej og Tøndervej, til at kontakte politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned