Svensk politi alarmeret om kup i Valby

Politiet i Sverige og andre lande er blevet alarmeret om det nøje forberedte røveri, som en gruppe mænd gennemførte mandag formiddag mod en pengetransport ved Jyske Bank i Valby.

Ved hjælp af spærringer - der blev lagt partisansøm ud på vejbanen, og en varevogn blev stukket i brand - forsøgte gruppen at skaffe sig et forspring i forhold til politiet, og på den måde ligner forbrydelsen de store kup til 62 og 60 millioner kroner mod Loomis og Dansk Værdihåndtering sidste år på den københavnske vestegn.

- Flere af ideerne går igen, siger Henrik Vedel, den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi, til spørgsmålet om, hvorvidt gruppen har villet kopiere de voldsomme begivenheder på Vestegnen.

Nogle af røverne talte engelsk indbyrdes, men der er endnu ikke gode signalementer. Nogle timer efter overfaldet, som skete klokken 9.27, blev en mistænkt anholdt i Valby.

- Han bliver sigtet for medvirken til røveriet, siger Henrik Vedel, der ikke vil røbe detaljer om denne person.

En VW varevogn, en anden varevogn og to motorcykler blev brugt af røverne, som også kørte af sted med pengetransportbilen, som holdt ved Jyske Bank. Pengetransporten blev kørt til Vestre Kirkegårds Allé, hvor vidner så dem stå og rode med pengekufferter. Herfra stak nogle af på cykler.

- En del personer har været involveret. Det kan godt være flere end fire, siger Henrik Vedel fra Københavns Politi.

Chaufføren på pengetransporten blev slået eller skubbet omkuld, da gruppen, der var bevæbnet med automatvåben og pistol, slog til. De var også inde i selve banklokalet, hvor de fik et mindre beløb.

- Medarbejderne er meget medtagede, siger sikringskonsulent i Jyske Bank, Stine Jensen.

/ritzau/

Foto: JØRGENSEN JAKOB/POLFOTO

Mange hænder var i sving, da en gruppe røvere slog til i Valby. En enkelt er anholdt. Politiet kan endnu ikke siget noget om udbyttets størrelse.

Offentliggjort Sidst opdateret