Forbrydelser kender tilsyneladende ingen alder. I Sverige blev to mænd på hele 70 og 64 år torsdag straffet med flere års fængsel for en række grove røverier.
På grund af de to veteranrøveres høje alder har sagen i Sverige været kendt som "Gubbligan".
Da byretten i Malmø afsagde dommen, blev den 70-årige straffet med 12 års fængsel, mens den 64-årige fik 10. Holdets benjamin, en medhjælper på kun 53 år, fik 8 år bag tremmer.
Et af de forhold, som mændene blev dømt for, var planlægningen af et røveri mod Danske Banks afdeling ved Frihedens butikscenter i Hvidovre.
Efterforskningen viste, at røverne havde forberedt sig grundigt. De affyrede blandt andet et skud mod bankens rude for at undersøge, om den var så holdbar, at man ikke kunne slå den i stykker med en forhammer.
Men planen blev aldrig virkelighed. De tre mænd blev anholdt i december, inden røveriet var gennemført.
Flere af de andre røverier, som gammelmandsbanden gennemførte, var særdeles voldsomme og foregik ved hjælp af sprængstoffer og automatvåben.
Den svenske domstol valgte ikke at tage højde for mændenes høje alder.
"Det er byrettens vurdering, at flere af gerningerne kendetegnes af et systematisk hensynsløst forsæt", skriver retten og tilføjer, at forbrydelserne blev udført på en så "aktiv og energisk" måde, at der ikke er grund til at tage hensyn til deres alder i strafudmålingen.
Dommen bliver uden tvivl anket, siger den 70-åriges advokat, Sven-Eric Ohlsson.
- Resultatet er overraskende. Det er helt i skoven, fordi man ikke har taget hensyn til deres alder, siger han.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker