Svenskere anklages for bombe ved Skat - terrorlov i spil
Indgangspartiet foran Skattestyrelsen på Østerbro i København så hærgret ud efter den kraftige eksplosion om aftenen 6. august sidste år. Mandag begynder sagen mod to svenskere, der er anklaget for at stå bag bombesprængningen. Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
To svenskere, der er tiltalt for bombe ved Skattestyrelsen, nægter sig skyldige. Mandag skal de afhøres.
To unge svenske mænd sidder mandag anklaget i Københavns Byret for at stå bag en bombeeksplosion ved Skattestyrelsen 6. august sidste år.
Og står det til anklagemyndigheden skal retten dømme de to efter en terrorlignende bestemmelse. Det forklarer anklager Andreas Christensen, der skal føre sagen i retten.
- Vores opfattelse er, at bombesprængningen er omfattet af en konvention fra 1997, som hedder konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger.
- Hvis man laver en sprængning, som er omfattet af den konvention, betyder det efter den pågældende bestemmelse i straffeloven, at straffen kan stige. Det er det, som vi har gjort gældende i anklageskriftet, siger han.
Mandag begynder sagen mod de to tiltalte, der er 24 og 23 år. De har siden anholdelsen nægtet sig skyldige og ventes at blive afhørt i retten mandag.
Deres forsvarere mener, at anklagemyndigheden rammer ved siden af med tiltalen.
- Der skal nok blive et juridisk slagsmål om det, hvis de siger, at det er dem, der er gerningsmændene, siger Michael Juul Eriksen, forsvarer for den 24-årige.
Samme toner lyder fra Kåre Traberg Smidt, der er advokat for den 23-årige.
- Det kan vi som forsvarere gensidigt slet ikke genkende.
- Det bliver interessant at se, hvordan anklagemyndigheden vil rejse den del af sigtelsen - nu tiltalen - fordi det er ikke noget, vi ser at have modtaget noget særligt materiale på, siger han.
De to svenskere er anklaget for at have kørt med bomben i en Citroën Berlingo varebil fra Øresundsbroen til Skattestyrelsen om aftenen 6. august.
Ved Skattestyrelsens bygning, der ligger lige over Nordhavn Station, bragte de bomben til sprængning, lyder anklagen. Dermed fik Skattestyrelsens bygning omfattende skader for cirka 6,2 millioner kroner - eksklusive moms.
Muligvis har en eller flere ukendte medgerningsmænd desuden været involveret.
Anklagemyndigheden har rejst som en nævningesag.
Det sker, når anklageren vil kræve mere end fire års fængsel. De tiltalte har dog fravalgt nævninger. Derfor vil sagen i stedet blive afgjort af en dommer og to domsmænd.
Tiltalen, som der er rejst mod mændene, kan udløse en straf på op til livstid. Men anklager Andreas Christensen fortæller, at han vil kræve en tidsbestemt straf.
Retssagen ventes at vare tre dage med dom 7. juli.
Seneste artikler
Gunhild er dybt berørt: - Det er en virkelig trist dag
Et hak i Lollands DNA: - Det er en sort dag for dansk roedyrkning
Nordzucker: Derfor lukker fabrikken
- Et godt tidspunkt
Støjberg i kerneland
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole