Svigt hos skattevæsenet får rolle i straffesag om udbytteskat

Sanjay Shah har fredag besøg af tre familiemedlemmer, da sagen mod ham behandles af Retten i Glostrup. (Retstegning, arkiv). Foto: Jesper Andkjær/Ritzau Scanpix

Sanjay Shahs ophold i et ørkenfængsel med elendige forhold bør formilde straffen, siger forsvarer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skattevæsenets manglende effektive kontrol med ansøgninger om refusion af udbytteskat skal give en formildelse af straffen til Sanjay Shah, såfremt han findes skyldig.

Det siger hans forsvarere fredag i Retten i Glostrup. Her skal det afgøres, om den britiske finansmand svindlede skattevæsenet for mere end ni milliarder kroner.

- Der var et fuldstændigt fravær af reel kontrol med udbetalingerne, uanset at man havde god grund til det, siger den ene, advokat Kåre Pihlmann.

Det sker, i forbindelse med hvad han beskriver som "egen skyld" - altså vel at mærke myndighedernes skyld.

Kun en enkelt medarbejder i det daværende Skat skulle behandle ansøgningerne. I nogen tid havde han dog hjælp af en voksenlærling. Der skete ingen nævneværdig kontrol, påpeger forsvareren.

I sagen har anklagemyndigheden forlangt fængsel i 12 år, hvilket er den maksimale straf.

I sin procedure kommer forsvareren for den britiske finansmand dog ikke med et konkret bud på straffens udmåling.

Også den 54-årige finansmands godt halvandet år lange ophold i et fængsel i Dubai, som Kåre Pihlmann betegner som et ørkenfængsel, skal formilde straffen, hvis de to dommere og tre domsmænd finder ham skyldig i at have svindlet Skattestyrelsen for ni milliarder kroner.

Han måtte betale sig til beskyttelse, var vidne til vold og andre dårlige forhold i Dubai Central Jail, har han fortalt om indespærringen.

I øvrigt mener forsvarerne også, at skattemyndighedernes optræden bør føre til en stor justering af det beløb, som Sanjay Shah er tiltalt for at have svindlet skattevæsenet for. Nemlig fra mere end ni milliarder kroner til 7,2 milliarder kroner.

Påstanden hviler på myndighedernes passivitet, da advokat Michael Amstrup i juni 2015 i flere mails klart advarede om, at der blev svindlet med udbytteskat.

Imidlertid blev der ikke straks trykket på den røde alarmknap i systemet. Og der blev udbetalt yderligere 1,7 milliarder kroner, før der endelig blev sagt stop, pointerer den anden forsvarer, advokat Mikael Skjødt.

Juridisk skal de 1,7 milliarder kroner derfor bedømmes som forsøg på bedrageri, lyder pointen.

Det overordnede budskab fra forsvarerne er dog, at Shah bør frifindes. Ikke bare var han i god tro, da han fik udbetalt refusion for udbytteskat - han var faktisk i begrundet god tro, hævder de.

Retten afsiger dom 12. december.

/ritzau/