Svindelmistænkte Britta Nielsen varetægtsfængsles
Specialanklager Kia Reumert roser samarbejde mellem myndigheder i Danmark og Sydafrika, der fik den svindelsigtede Britta Nielsen til Danmark. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Både Britta Nielsen og hendes søn varetægtsfængsles frem til 4. december.
Svindelmistænkte Britta Nielsen skal være varetægtsfængslet indtil 4. december.
Det har en dommer i Retten på Frederiksberg besluttet efter lukket retsmøde lørdag.
Britta Nielsen har i retten fortsat ikke villet fortælle, hvordan hun forholder sig til sigtelsen imod hende, der handler om databedrageri af særlig grov beskaffenhed for mindst 111 millioner kroner.
Hun vil altså hverken erkende eller nægte sig skyldig.
Nu får vi lejlighed til at afhøre den hovedmistænkte i sagen, påpeger specialanklager Kia Reumert ude foran retten efter grundlovsforhøret.
- Der er det jo selvfølgelig rigtig spændende at høre, hvad hendes version egentlig er af, hvad der er sket i denne her sag, siger hun.
Anklageren har i retsmødet læst sigtelsen mod Britta Nielsen op. Den lyder fortsat på, at hun skal havde bedraget Socialstyrelsen for mindst 111 millioner kroner.
Konkret går sigtelsen på databedrageri af særlig grov beskaffenhed, og det kan straffes med fængsel i op til otte års fængsel.
Svindlen skal være foregået ved, at hun ændrede oplysninger, så penge i stedet blev overført til hendes egne eller andres konti.
Tidligere har det ellers været fremme, at beløbet, der er svindlet for, kan have været endnu større.
En hælerisigtet mand fængsles ligesom Britta Nielsen til 4. december. Manden, der er Britta Nielsens søn, skal have modtaget mere end tre millioner kroner fra Britta Nielsen.
Den 38-årige mand har været beskyttet af et navneforbud indtil lørdag.
Britta Nielsen og den anden sigtede blev løsladt i Sydafrika torsdag. Det skete efter, at de havde indgået en aftale med myndighederne om, at de ville følges til Danmark sammen med politiet.
Fredag landede de i København. Det er resultatet af et rigtig godt samarbejde mellem landene, påpeger Kia Reumert.
- Vi i Søik (Bagmandspolitiet, red.) er meget tilfredse med, at vi nu har den hovedmistænkte på dansk jord.
- Vi har været rigtig, rigtig glade for det samarbejde, vi har haft med de sydafrikanske myndigheder, siger hun.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker