Svindelsager ligger stille i København

Ofre for svindelnumre i København må trille tommelfingre i alt for lang tid, før politiet får undersøgt deres anmeldelser.

I landets største politikreds hober sagerne sig op hos specialisterne i økonomisk kriminalitet.

I nogle tilfælde går der næsten et år, før eksempelvis bødesager om bogføringssjusk bliver efterforsket.

Nu tager Københavns Politi konsekvensen og sætter flere kræfter ind på at opklare bedrageri, skyldnersvig og andre lovovertrædelser.

- Vi vil sikre flere hænder til området, siger chefpolitiinspektør Jørn Aabye.

I første omgang slipper de økonomiske efterforskere for at have vagter til andre opgaver.

Under et tilsynsbesøg har statsadvokat Lise-Lotte Nilas set, hvordan anmeldelser stilles i bero, fordi efterforskerne har hænderne fulde af andre sager.

I første omgang afgør politifolkene, om der skal reageres hurtigt på en anmeldelse. For eksempel ved at beslaglægge penge og papirer. Men mindre hastende sager, hvor der er udsigt til bødestraf, bliver lagt nederst i bunken, oplyser politikommissær og sektionsleder Asger Jensen.

- Vi kan ikke følge med mere, siger Asger Jensen om de voksende bunker.

Den økonomiske krise med talrige konkurser udløser flere anmeldelser fra kuratorer. Og når virksomhederne strammer op på den interne kontrol, bliver der også opdaget mere fusk.

For at dæmpe arbejdspresset håber politiet på, at Skat kan levere yderligere bistand.

Ud over de akutte problemer er politicheferne i København nødt til at tænke mere langsigtet, fordi en del af specialisterne om nogle år går på pension. Yngre folk skal tiltrækkes gennem en intern kampagne, fortæller chefpolitiinspektør Jørn Aabye.

Internt i politiet er der blandt nogle betjente et vrangbillede af de økonomiske efterforskere.

- Der er nogle gamle fordomme om, at vi sidder i sutsko, ryger cigarer og bladrer i ringbind. Sådan er det slet ikke, siger politikommissær Asger Jensen.

/ritzau/

Der går måneder, før bødesager om økonomisk kriminalitet bliver undersøgt. Københavns Politi vil nu opprioritere indsatsen.

Offentliggjort Sidst opdateret