Svindlere misbruger politiet på nettet
En såkaldt pop-up med en besked fra politiet om, at man skal betale 1000 kroner inden 72 timer, hvis ikke ens computer skal blive låst.
Det er hvad flere borgere på Fyn er blevet udsat for, men beskeden er falsk, og man skal helt undlade at reagere på den, oplyser Fyns Politi.
- Der er tale om ren svindel. Politiet ville aldrig henvende sig til borgerne på den måde, udtaler vicepolitikommissær Gunner Solsø i en pressemeddelelse.
Det er kun godt en uge siden, at Rigspolitiet var ude med en lignende advarsel.
Her drejede det sig også om en pop-up, hvor Rigspolitiet, Politiet i Kongeriget Danmark eller andre landes politimyndigheder står som afsender.
Af beskeden fremgår det, at man har overtrådt loven ved for eksempel at have downloadet børneporno eller lignende, og at man derfor skal betale en bøde.
- Der er tale om forsøg på internetkriminalitet, og har altså intet med politiet at gøre.
- Vi vil gerne advare borgerne mod de mange forskellige former for svindel, der jævnligt florerer på nettet, udtalte vicepolitiinspektør Johnny Lundberg fra Rigspolitiets it-efterforskningscenter (NITEC) dengang.
- Borgerne skal altid bruge deres sunde fornuft, når de er på nettet og modtager mistænkelige henvendelser.
- Ikke mindst hvis afsenderen ønsker, at man skal videregive personlige oplysninger, herunder kreditkortoplysninger, eller at man skal klikke på links i disse mails. I så fald gør man som udgangspunkt klogest i at ignorere henvendelsen, forklarede Johnny Lundberg.
Han anbefaler i øvrigt, at man for at undgå at blive udsat for lignende forsøg på internetkriminalitet, sørger for hele tiden at holde alle sine programmer opdateret.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde