Sydhavsøerne kendte ikke besøgstiden

Team Sydhavsøerne kendte ikke sin besøgelsestid i Odder: I de første 30 minutter producerede lollikkerne målchancer på samlebånd, men misbrugte alt for mange åbenlyse tilbud. Ikke desto mindre førte Sydhavs-banden 12-11 ved pausen.

Men da afbrænderne fortsatte i anden halvleg og Odder samtidig havde succes med et tempofyldt kontraspil, fornemmede man hvilken vej vinden blæste. Samtidig kom jyderne nemmere og nemmere til afslutninger, hvorfor Team Sydhavsøernes træner Jimmy Albrechtsen otte minutter efter pausen valgte at gå op i en skæv 5:1-forsvarsopdækning. Formålet var at stække Odders bedste, storskytten Kristian Toftegaard, som indtil da havde scoret fem rene mål.

Men taktikken lykkedes ikke. Toftegaard gjorde efterfølgende, hvad der passede ham, hvilket hans otte scoringer i kampens sidste 22 minutter indikerer. Toftegaard nåede således op på 13 rene mål. Uhørt i en kamp på dette niveau. Og især, når han faktisk bliver skygget i mere end en tredjedel af kampen.

Odder vandt i øvrigt kampen 30-22.

Foto: Foto: Jan Knudsen

Team Sydhavsøerne spillede sig frem til mange store tilbud, men misbrugte for meget på Odders målmand.

Offentliggjort Sidst opdateret