Sydhavsøerne sparer Stryger i storkamp

Team Sydhavsøerne har mulighed for at benytte Andreas Stryger i aftenens 2. divisionskamp mod Holte, men den talentfulde håndboldspiller spares. Dels fordi han endnu har lidt problemer med anklen, og dels fordi han er udtænkt en hovedrolle, når førsteholdet spiller i Skanderborg på søndag.

Alligevel er træner Søren Hansen fortrøstningsfuld:
- Vi kan blive det første hold, der tager point fra Holte, skønner han.

Søren Hansen bygger sin optimisme på, at han råder over mange dygtige spillere. Således kan han gøre brug af målmand Nicolaj Frejlev, stregspiller Nicklas Møller og højre fløj Thorri Bjørn Gunnarsson. Spillere som sædvanligvis optræder på 1. divisionsholdet. 

Derudover meldes Anders Nissen fit for fight. Han åbnede sæsonen på 1. divisionsholdet, men blev så skadet. Nu er han tilbage, og han kan spille en nøglerolle i aften, vurderer Søren Hansen.
 - Hvis Holte skal smide point i denne sæson, skal det nok være i aften, mener Søren Hansen.

Foto: Andreas Stryger

Team Sydhavsøerne gæster 2. divisions ubesejrede førerhold torsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret