Sydsjællandsk mand får otte år for kokain og skydevåben
Retten i Næstved har brugt 18 retsdage på at behandle en omfattende sag om kokain på Sydsjælland. En af de fem tiltalte mænd er blevet frifundet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Medlem af Hells Angels frifindes af Retten i Næstved for at have medvirket til og beskyttet kokainhandel.
I en sag om kokainhandel og skydevåben på Sydsjælland er fire mænd sent torsdag idømt fængsel af Retten i Næstved.
Det oplyser en anklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
En femte mand, der er medlem af Hells Angels, er samtidig blevet frifundet. Der er ikke bevis for påstanden om, at han medvirkede ved at have udøvet en beskyttende rolle i forhold til narkohandlen.
Det hvide pulver blev skaffet i København. Derefter blev det af to kurérer bragt til Næstved, hvor det skulle sælges videre.
Den længste straf på fængsel i otte år er fastsat til en mand, der ifølge tiltalen fungerede som organisator. Det oplyser anklageren.
Undervejs i efterforskningen opdagede politiet ved hemmelige ransagninger af hans bopæl to forskellige skydevåben. Dette forklarer den forholdsvis lange straf, oplyser anklager Ulrik Birk.
Manden er blevet fundet skyldig i en mængde på 2,75 kilo kokain.
Det samme gælder for en anden mand, der ifølge tiltalen var bagmand. Sidstnævnte er idømt fængsel i seks år.
Desuden er yderligere to mænd idømt fængsel i fem år og i to år og ni måneder. De sørgede for transporten fra København og gennemførte henholdsvis ti og to ture, oplyser retten i sin omtale af dommen.
Nogle af de dømte har taget betænkningstid med hensyn til, om de vil anke til Østre Landsret, oplyser anklageren.
Sagen har været meget omfattende. Den har strakt sig over 18 retsmøder.
Undervejs har anklagemyndigheden blandt andet afspillet aflyttede telefonsamtaler og vist billeder fra videoovervågning.
Desuden har der været rumaflytning på tre adresser og i en bil, oplyser retten.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker