Sygehuschef og direktør dømmes for millionbedrageri
Chefen for Helsingørs Sygehus' tekniske afdeling og en direktør, hvis selskaber blev hyret til vedligeholdelses- og byggearbejde for sygehuset, har svindlet sig til hver tre år bag tremmer. Det skriver ekstrabladet.dk.
De to mænd stod sammen bag bedrageriet, der har kostet sygehuset og Region Hovedstaden 4,7 millioner kroner.
Sygehuschefen Heine Lerke og entreprenør Niels Dahl på henholdsvis 44 år og 50 år blev ved Retten i Helsingør dømt til at sidde hver tre år i fængsel og betale de mange millioner i erstatning til regionen, som driver sygehuset.
Derudover konfiskerede retten 544.695 kroner, som de to mænd tjente, da de solgte en helikopter, som var blevet købt af mændene gennem et selskab, de havde stiftet.
Ifølge netavisen stod den massive svindel på i fire år og foregik ved, at direktør Niels Dahl sendte fiktive eller overfakturerede regninger til Helsingør Sygehus. Som leder af Teknisk Afdeling sørgede Heine Lerke for, at fakturaerne blev godkendt og betalt.
I alt havde Nordsjællands Politi rejst tiltale for 20 bedrageriforhold, som de blev dømt for.
Snydepelsene fik ved en lejlighed sørget for fakturaer til en samlet værdi af 1.542.000 kroner for blandt andet asbestfjernelse. Arbejdet blev dog aldrig udført. Andre tilfælde viste kreative regninger for luftmålinger, der heller aldrig havde fundet sted.
Begge har under hele forløbet nægtet sig skyldige og har taget sig betænkningstid til, om de vil anke dommen.
Bedrageriet kom for dagens lys, da politiet efterforskede millionsvindel mod en række store danske virksomheder tilbage i 2011, hvor underleverandører fuskede med fakturaerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet