Sygeplejerske sigtet for endnu et drab
Foto: Anders Knudsen.
Anders Knudsen, arkivfoto
Den 30-årige sygeplejerske fra Nykøbing Sygehus, som i månedsvis har været varetægtsfængslet, er blevet sigtet for endnu et drab.
Den 30-årige kvindelige sygeplejerske fra Nykøbing Sygehus, som har siddet varetægtsfængslet siden 1. marts sigtet for at stå bag tre drab og et drabsforsøg på patienter på sygehuset, er nu blevet sigtet for yderligere et drab.
Det bekræfter sagens anklager, advokaturchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Jeanette Wincentz Andersen, over for folketidende.dk.
Hun vil dog ikke på nuværende tidspunkt oplyse hverken køn eller alder på den person, som sygeplejersken nu også sigtes for at slået ihjel. Hun ønsker heller ikke før tirsdagens retsmøde at oplyse direkte, om det seneste drab også er foregået på sygehuset, men tilføjer dog, at der er "stor sandsynlighed" for det.
Hun vil heller ikke oplyse, om det formodede drab er sket før eller efter de øvrige, men da sygeplejersken blev anholdt få timer efter, at de øvrige drab og drabsforsøg skal være begået, er det formentlig sket før de øvrige eller meget kort efter.
Sygeplejerskens seneste varetægtsfængsling udløber på tirsdag, hvorfor hun igen skal fremstilles i retten med krav om yderligere forlængelse af fængslingen. Men nu ser det endelig ud til, at offentligheden kan få et større indblik i sagen, idet politiet ikke længere vil anmode om, at sagen skal køre for lukkede døre.
Kvindens forsvarer har længe talt for, at dørene skulle åbnes for offentligheden, så medmindre den 30-årige frivilligt går med til en yderligere forlængelse af varetægtsfængslingen, vil sagen komme for en dommer for åbne døre, så pressen og andre kan få større indblik i, hvad der ligger til grund for politiets sigtelser mod sygeplejersken.
Jeanette Wincentz Andersen fortæller i øvrigt, at politiet har afhørt næsten 90 vidner i sagen, og det er en del af forklaringen på, at efterforskningen har taget så lang tid. Blandt vidnerne er både ansatte og patienter på sygehuset samt folk i nærområdet, oplyser advokaturchefen.
Hun understreger dog, at politiet langt fra er færdige med efterforskningen endnu. Derfor er det også alt for tidligt at sige, hvornår en egentlig retssag vil kunne begynde.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub