Sygeplejerske tiltales for tre drab og et drabsforsøg

Arkivfoto Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Efter 11 måneder som varetægtsfængslet har sygeplejerske fået besked om, at hun er tiltalt for drab.

Offentliggjort Sidst opdateret

En opsigtsvækkende sag om en sygeplejerskes påståede drab på patienter i Nykøbing Falster er kommet et skridt nærmere sin afgørelse.

Fredag oplyser forsvarsadvokat Jørgen Lange, at kvinden er blevet tiltalt for tre drab og et drabsforsøg. Hertil kommer flere mindre alvorlige forhold.

Den 31-årige sygeplejerske var oprindeligt sigtet for fire drab og et drabsforsøg. Men Statsadvokaten i København har tilsyneladende vurderet, at beviserne for et af de påståede drab var for svage.

Siden sin anholdelse i begyndelsen af marts har kvinden nægtet sig skyldig i de alvorlige anklager om, at hun skal have dræbt patienter med dødelige cocktails af medicin.

Ikke desto mindre har dommere i både by- og landsret måned efter måned valgt at forlænge hendes ophold bag tremmer.

- Jeg har talt med min klient, og hun er selvfølgelig skuffet. Men når man nu har holdt hende indespærret i så lang tid, er det næsten naivt at tro, at de pludselig ville komme og lukke hende ud, siger Jørgen Lange til Ritzau.

Gentagne gange har advokaten efterspurgt et motiv til de påståede drab.

Et sådant har anklagemyndigheden ikke leveret. Men ved et retsmøde i Nykøbing Falster fortalte anklager Michael Boolsen sidste år, at kvinden lider af en personlighedsforstyrrelse, der er kendetegnet ved en vedvarende søgen efter spænding.

Andre træk ved personlighedsforstyrrelsen, som kvinden lider af, tæller "tilbøjelighed til dramatisering", "egocentricitet" og "manglende tanke for andre", fortalte anklageren.

Allerede nu er det besluttet, at retssagen mod kvinden starter til 11. marts. Der er afsat ikke færre end 30 retsdage til sagen, og først i slutningen af juni ventes dommen.

Efter planen skal den 31-årige kvinde, der er mor til en lille pige, dog allerede møde i retten på tirsdag, hvor hendes varetægtsfængsling udløber.

I den forbindelse ventes det, at anklager Michael Boolsen vil præsentere nye oplysninger fra efterforskningen.

Blandt andet har politiet arbejdet på at klarlægge, om kvinden skal retsforfølges for endnu et drab og et drabsforsøg.

* Sygeplejerskens første påståede offer er en 72-årig mandlig patient. Han døde i marts 2012 under sin indlæggelse på sygehuset i Nykøbing Falster.

- Obduktionen viste, at patienten fik medicin i forgiftningsmæssig koncentration. Allerede dengang undersøgte politiet hændelsen som værende mistænkelig, men undlod at gå videre med efterforskningen.

- I august sidste år valgte anklagemyndigheden at sigte den 31-årige for drabet. Blandt andet har en kollega fra dengang fortalt, at han i minutterne inden mandens død så sygeplejersken komme gående ned ad gangen med en sprøjte med klar væske i hånden.

* Sygeplejerskens andet påståede offer er en mand på 66 år.

- Han bliver indlagt på sygehuset i Nykøbing Falster 28. februar omkring klokken 16. Det er en anden sygeplejerske, sagens hovedvidne, PL, der tager sig af patienten.

- På et tidspunkt opdager PL, at der er et hvidt stof i patientens drop. Det eneste hvide stof, de har på afdelingen, er stesolid. Det har PL ikke givet ham, har hun fortalt politiet. Patienten får det pludselig dårligt og dør omkring klokken 20.30.

- Obduktionserklæringen viser, at dødsårsagen må antages at være en forgiftning af morfin blandet med andre stoffer.

* Sygeplejerskens tredje påståede offer er en 86-årig kvindelig plejehjemsbeboer. Hun er svært dement.

- Den 86-årige bliver indlagt 28. februar omkring klokken 14. Hun dør klokken 20.37.

- I forbindelse med obduktionen finder man en dødelig koncentration af morfin i kombination med andre medikamenter. Obduktionserklæringen viser, at dødsårsagen må antages at være morfinforgiftning.

* Sygeplejerskens fjerde påståede offer er den 73-årige Maggi Rasmussen.

- Hun bliver indlagt om formiddagen 28. februar med en blodprop i hovedet.

- Igen er der tale om en patient, som sagens hovedvidne, PL, har ansvaret for. Tidligt om morgenen 1. marts kommer hun ind for at se til patienten og finder den 31-årige sygeplejerske stå bøjet over den sengeliggende kvinde.

- PL har fortalt politiet, at den sigtede havde to store sprøjter i hånden. Da den 31-årige opdagede sin kollegas tilstedeværelse, vendte hun sig ifølge PL om og foldede begge arme over brystet, som ville hun skjule, hvad hun havde i hænderne.

- Få minutter senere får patienten hjertestop. Det lykkes dog at genoplive kvinden.

- Senere viser en retskemisk undersøgelse, at Maggi Rasmussen har en forgiftningsmæssig koncentration af tre typer medicin, herunder morfin, i blodet.

- Et sprøjtehylster, som bliver fundet i en container ved sygehuset, rummer rester af netop disse tre stoffer. Sundhedsfaglige eksperter har fortalt, at man aldrig blander stoffer i en sprøjte, og at fundet derfor er meget usædvanligt.

Kilde: Anklager Michael Boolsens præsentation af sagen ved en stribe retsmøder.