Sygeplejerskesag: Enke kritiserer manglende erstatning
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Enken efter en af de afdøde patienter i sygeplejerskesagen forstår ikke, at hun og hendes børn mister erstatning efter dom.
Selvom den såkaldte sygeplejerskesag fra Nykøbing Sygehus sluttede for nylig med Østre Landsrets beslutning om at omstøde byrettens livstidsdom til sygeplejersken Christina Aistrup Hansen og i stedet idømme hende 12 års fængsel, så er sagen ikke helt slut for en af de afdøde patienters pårørende.
I dagens udgave af dagbladet B.T. står Tina Hansen, enke efter Viggo Holm Petersen, frem. Viggo Holm Petersen var en af de patienter, sygeplejersken i byretten blev dømt for drab på.
Den dom blev i landsretten ændret til drabsforsøg, for selvom landsretten ligesom byretten mente, at sygeplejersken havde givet den 66-årige Viggo Holm Petersen indsprøjtninger med morfin og stesolid, så var man modsat byretten usikker på, om de var den eneste årsag til den 66-åriges død.
Samtidig bortfaldt den erstatning på 427.000 kroner, som Tina Hansen var blevet tilkendt i forbindelse med byrettens dom, for de juridiske dommere i landsretten fandt ifølge B.T. ikke grundlag for at tilkende hverken Tina Hansen eller Viggo Holm Petersens to biologiske børn erstatning eller godtgørelse.
Det forstår Tina Hansen ikke.
- Jeg synes faktisk, at det er lidt uretfærdigt, at vi ikke får noget overhovedet. Der burde jo falde et eller andet, fordi vi udover tabet af Viggo også har været slæbt igennem så meget. Jeg har også lidt et økonomisk tab efter hans død. Jeg var nødt til at flytte fra det hus, som vi boede i, og jeg kom også til at hænge på den gæld, vi havde sammen, fortæller hun til B.T.
Hun savner, at der i højere grad placeres et ansvar for Viggo Holm Petersens død.
- Jeg har tænkt mig at spørge min advokat, om der slet ikke er nogen, der kan drages til ansvar for, at han døde på den måde. Han var jo ikke døende. Vagtlægen havde indlagt ham, fordi der måske stod noget væske i lungerne, så han rallede, fortæller hun videre til B.T.
Både anklagemyndigheden og sygeplejerskens forsvarer har besluttet ikke at forsøge at få sagen prøvet ved Højesteret, og dermed står landsrettens dom ved magt.
Udover drabsforsøget på Viggo Holm Petersen blev sygeplejersken dømt for yderligere tre drabsforsøg på patienter på Nykøbing Sygehus. Tre af de i alt fire patienter døde.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde