Syrien-kender: Ung dansker var gidsel hos Isil-bevægelsen
Det har sandsynligvis kostet millioner af kroner at få frigivet den danske fotograf, der de seneste 13 måneder har været holdt som gidsel i Syrien.
Det siger det tidligere folketingsmedlem og Syrien-kender Naser Khader til Ritzau.
- Jeg kender lidt til sagen fra sidelinjen, og den kamp hans familie og en gruppe gode mennesker kæmpede for at få ham løsladt. Jeg kan bekræfte, at det var Isil-bevægelsen (Islamisk Stat i Irak og Levanten, red.), der stod bag bortførelsen af den unge dansker, siger han.
Den militante organisation er berygtet for sin brutalitet i Irak og Syrien og har de seneste uger erobret flere byer i det nordlige Irak. Bevægelsens trusler om at ville indtage hovedstaden Bagdad bliver taget så alvorligt, at Irak har anmodet USA om militærhjælp til at bekæmpe bevægelsen.
Ifølge Naser Khader er løsepenge med til at finansiere gruppens aktiviteter. Isil sælger også olie på det sorte marked, kunstgenstande, som de røver fra museer, og de opkræver skatter i byer og områder under deres kontrol.
- Bortførelser er nærmest blevet en industri i Syrien. Især vesterlændinge er eftertragtede, fordi der kan opkræves op til 100 gange så stor en løsesum i forhold til for eksempel et gidsel fra Afrika. Der findes nu kriminelle bander dernede, som målrettet sælger gidsler videre til Isil, fortæller Naser Khader.
Hvor meget familien til den 25-årige dansker fra Give har betalt, ved Khader af gode grunde ikke.
- Men da Isil for nylig frigav fem franske gidsler, blev der betalt en løsesum på tre millioner euro for hver enkelt. Altså 15 millioner euro (112 millioner kroner, red.), siger han.
De menneskelige omkostninger er også enorme.
- Gidslerne bliver behandlet meget skidt. Isil presser deres familier til at betale løsepenge ved at fremsende forfærdelige videooptagelser med henrettelser, mishandlinger, tortur og ydmygelser. Gidseltagerne er meget primitive personer uden menneskelige grænser. Og de går ikke på kompromis, siger Khader.
- Den her sag viser, at man skal holde sig langt væk fra Syrien. Det er livsfarligt at tage derned. Og man risikerer at udsætte sig selv samt familie og venner for mange lidelser, siger han.
Isil menes at have taget mindst 50 gidsler fra vestlige lande det seneste år.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie