Syv elever vækkes i dag af koma

Syv efterskoleelever, der siden fredag har ligget i kunstig koma efter en kæntringsulykke i Præstø Fjord, vil senere mandag blive vækket af lægerne.

Hvordan fremtiden tegner sig for de seks unge er dog stadig alt for tidligt at sige, fortæller overlæge Michael Wanscher fra Rigshospitalets Hjertecenter, der har de seks af eleverne indlagt, dels på Rigshospitalet, dels på Gentofte Sygehus. Den sidste er indlagt på Skejby Sygehus.

- Vi standser for bedøvelsesmidlerne, og så vågner de forhåbentlig, men det er alt for tidligt at sige noget om, hvordan det vil foregå. Der kan gå mange dage, inden vi er helt klar over, hvordan de har det, siger Michael Wanscher og fortsætter:

- De har jo haft en længerevarende episode uden blodtilførsel til hjernen. Det vil sige, at hjernen har manglet ilt. Det er noget, hjernen skal komme sig over, og der går noget tid, inden vi kan sige noget om, hvordan det går, siger Michael Wanscher.

Ulykken skete fredag i Præstø Fjord, hvor 13 elever og to lærere var sejlet ud i en dragebåd. Båden kæntrede, og elever og lærere måtte kæmpe i timevis i det iskolde vand, før de blev reddet.

- Det er klart, at jo yngre du er, jo bedre muligheder har du også for at overleve et hjertestop, siger Michael Wanscher og fortsætter:

- Men der er mange faktorer, der spiller ind: Dels er de kølet ned, dels har flere af dem haft langvarigt hjertestop og langvarig hjertemassage.

En 44-årig lærer savnes fortsat og anses for druknet i fjorden.

/ritzau/

Lægerne vil i dag begynde at vække syv elever fra kæntringsulykken i Præstø Fjord af koma.

Offentliggjort Sidst opdateret