Syv kom i grundlovsforhør efter politiaktion i Dronninglund
Det er ved retten i Aalborg, at de syv mænd skal fremstilles for grundlovsforhør. (Arkivfoto.). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En af de anholdte er sigtet for deltagelse i knivstikkeri. Alle syv anholdte fremstilles i grundlovsforhør.
Efter en anholdelsesaktion i Dronninglund tirsdag er i alt syv personer blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg onsdag.
En 26-årig mand, som er mistænkt for at have deltaget i et knivstikkeri i det centrale Aalborg tilbage i marts, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det fortæller Mathias Nysom Petersen, som er anklager i sagen.
- Han nægtede sig skyldig, og dørene blev lukket, siger han.
Politikommissær i Nordjyllands Politi, Kenneth Rodam, har fortalt til Ritzau, at politiet mener, at to grupper havde et udestående med hinanden.
I alt mistænker politiet, at tre personer var involveret i knivstikkeriet, fortæller anklageren. De to andre er ikke en del af de syv, der blev anholdt tirsdag.
En person er allerede dømt i sagen for trusler på livet, da han efter overfaldet svingede med en machete og løb efter de forurettede. Han var også tiltalt for at have stukket en af de forurettede med kniv, men det blev han frifundet for.
Den sidste mistænkte person i sagen om knivstikkeriet, leder politiet fortsat efter, fortæller Mathias Nysom Petersen.
Den 26-årige er også sigtet for trusler.
Derudover er en 21-årig mand blevet varetægtsfængslet i fire uger for at have været i besiddelse af en skarpladt pistol, da politiet anholdte de syv i Dronninglund.
Han nægter sig også skyldig.
De resterende fem, som blev anholdt tirsdag, skulle også i grundlovsforhør.
De sigtes for at overtræde knivloven, mens to af dem ligeledes bliver sigtet for forsøg på grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1.
De fem er alle blevet løsladt, da grundlovsforhøret sluttede, oplyser anklager Mette Bøgelund Hansen.
Nordjyske skriver, at alle de syv anholdte er genkendt som en del af GT-gruppen. En gruppering politiet har navngivet ud fra det sted, de har tilknytning til, nemlig Grønlands Torv.
Til mediet har politiet fortalt, at de syv formentlig har skjult sig i huset i Dronninglund, hvor politiet anholdt dem.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker