Syv mænd fængslet i våbensag fra Midtsjælland
Politiet har beslaglagt et automatvåben med tilhørende ammunition i sag fra Midtsjælland.
Syv mænd er torsdag blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, oplyser anklager Jelena Hansen fra politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Mændene blev anholdt onsdag og sigtet for besiddelse af et automatvåben.
Jelena Hansen oplyser, at retten har valgt at varetægtsfængsle mændene, fordi der er en såkaldt begrundet mistanke om deres skyld, og fordi mændene ifølge retten på fri fod vil kunne lægge hindringer i vejen for den videre efterforskning.
Vicepolitiinspektør i NSK Lars Feldt-Rasmussen oplyste inden torsdagens retsmøde i en pressemeddelelse, at de syv blev anholdt onsdag på Midtsjælland, og at de var i besiddelse af et automatvåben.
- Det er vores opfattelse, at mændene er en del af et organiseret kriminelt miljø, hvoraf to af de anholdte har direkte forbindelse til bandemiljøet, sagde han.
Ud over våbnet beslaglagde politiet også tilhørende ammunition.
De anholdte er i alderen 19 til 40 år.
Hvad der kom frem under torsdagens retsmøde, ønsker Jelena Hansen ikke at oplyse. Af hensyn til politiets efterforskning bestemte retten nemlig, at retsmødet skulle holdes for lukkede døre.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde