Hvem de tre andre var, bliver næppe opklaret. Den fjerde, en 27-årig kosovoalbaner sidder tilbage som anklaget for et spektakulært tyveri mod Danske Bank på Nørre Voldgade i København i maj sidste år.
Kosovoalbaneren indrømmede tirsdag i Københavns Byret, at han og en medgerningsmand gemte sig i bankens kælderboks over en hel weekend 28.-31. maj, hvor de havde medbragt pandelamper og et forråd af vand og cornflakes.
To andre fik dem ind ved at bryde en elektronisk lås. Disse to mænd havde presset den 27-årige til "den største fejl i mit liv", idet han som følge af et tabt kortspil var gået med til kuppet, der indbragte tyvene 2,7 millioner kroner og smykker for 632.000 kroner.
- Hvis jeg ikke ville være med, ville det gå ud over min familie i Kosovo, sagde kosovoalbaneren.
Den anden tyv var også blevet presset, mente han. Den anden knoklede med en jernstang med at opbryde bokse, men til sidst blev han træt.
- Og så tog jeg over, sagde den tiltalte, men ville kun indrømme tyveri af 345.000 kroner.
I alt 140 bokse blev brudt op med en jernstang.
Alarmen gik flere gange, og de måtte være musestille, mens en vægter tjekkede. Alligevel havde den tiltalte forsøgt at banke efter vægteren i det håb, at hans medgerningsmand ikke ville bemærke det.
- Hvordan kunne I vide, når vægteren var gået igen? spurgte anklager Frederik Larsen.
- Vi havde hele tiden kontakt med dem uden for på mobiltelefon. Der var kontrol, svarede den tiltalte.
Om mandagen blev han vækket og lukket ud af de to bagmænd. De blev opdaget af en vicevært, som løb efter dem til Ørstedsparken. Men de havde en flugtbil og forsvandt.
Mens kosovoalbaneren holder mund om de andre, blev han selv stukket til svensk politi. Dansk politi fandt et dna-match på ham i en taske, som tyvene smed under flugten. Han blev anholdt i lufthavnen i Zürich i september.
På torsdag møder 65 erstatningsparter i byretten for at meddele deres krav.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned