Taget med pistol på gaden i Ballerup

En fodgænger i Ballerup vakte onsdag eftermiddag en politipatruljes interesse, og det viste sig, at betjentene havde god grund til at visitere ham. Den 33-årige mand gik rundt på Centrumgaden med en ladt ni mm-pistol.

Efter stramningen af straffeloven står han nu til en straf på et års ubetinget fængsel, og torsdag skal en dommer afgøre, om han skal varetægtsfængsles for lovovertrædelsen.

Vagtchefen hos politiet på den københavnske Vestegn havde onsdag aften ikke oplysninger om, hvad den 33-årige har forklaret om meningen med at spankulere rundt med et ladt skydevåben.

/ritzau/

Ladt ni mm-pistol fundet hos fodgænger på Centrumgaden i Ballerup.

Offentliggjort Sidst opdateret