Tankskib driver rundt i Nordsøen efter eksplosion i motorrum
Et tankskib er blevet ramt af en eksplosion i motorrummet. Der er ikke fare for personer eller udslip.
Tankskibet Alia måtte tirsdag aften have hjælp, da der skete en eksplosion i motorrummet.
Skibet, der er lastet med brændselsolie, ligger omkring 60-65 sømil - eller knap 120 kilometer - ude i Nordsøen vest for Thorsminde.
- Der er sket en eksplosion i motorrummet, og det betyder, at den ikke har motorkraft, fortæller MAS-vagten i Forsvarets Operationscenter til Ritzau.
Ingen personer skulle være kommet til skade, og der er angiveligt heller ikke umiddelbart fare for udslip fra tankskibet.
- Der er altid en fare, men det vil jeg helst ikke gisne om. Rederiet siger, at der ikke er fare for olieudslip, siger MAS-vagten.
To skibe fra Esvagt, der blandt andet servicerer olieplatformene i Nordsøen, er nået frem til Alia.
- Esvagt Omega sprøjter vand på siden af tankskibet for at køle det ned efter eksplosionen, lyder det fra MAS-vagten, der tilføjer, at "der er styr på situationen".
Forsvarets Operationscenter har været i kontakt med rederiet, som skal sørge for at få tankskibet bugseret i havn - en opgave som Esvagt Omega også vil kunne løse.
Natten til onsdag ligger skibet således fortsat og driver rundt i Nordsøen.
- Vi afventer rederiet, der skal komme med en plan for, hvordan skibet kan slæbes bort. Det bliver nok i løbet af natten eller onsdag morgen, for der skal lige styr på, hvem der skal stå for bjærgningen, siger MAS-vagten.
Det cirka 180 meter lange tankskib sejler under liberisk flag og havde Malta som destination.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned