Teateransat dømt for julefrokostkrænkelse

En tidligere ansat på Det Kongelige Teater blev tirsdag i Københavns Byret idømt en betinget fængselsdom for blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang over for to unge kvinder under en julefrokost.

Pigerne lod sig fotografere i pikant undertøj og iført nissehuer rundt omkring i teaterets kringelkroge en decembersøndag i 2009. De havde sagt ja til at medvirke og selv indkøbt undertøj og nissehuer, men undervejs gik manden for langt i forhold til deres blufærdighed, afgjorde byretten.

Der var dissens, idet et af de tre medlemmer af domsmandsretten stemte for at frifinde manden. Han blev fyret som følge af sagen.

Der var tradition for fotografering af letpåklædte deltagere i julefrokosten for teaterets sceneteknikere. Forinden havde den 62-årige mand hældt godt med alkohol på pigerne, hvoraf den ene var mindreårig.

Han blev blandt andet dømt for at føre hånden på et skelet - en rekvisit, som næppe var tiltænkt formålet - ned i en af pigernes trusser.

- Han måtte være klar over, at han ikke længere havde deres samtykke, når de var alene med ham i et stort set mennesketomt teater. Han er en stor mand med en kraftig stemme, og han talte hårdt til dem for at få dem til at makke ret, sagde dommer Marianne Lund Larsen.

En af kvinderne havde ikke ønsket at anmelde manden, som nu overvejer at anke dommen på 40 dages fængsel.

/ritzau/

En ansat på Det Kongelige Teater fotograferede unge kvinder i undertøj og nissehuer under en julefrokost.

Offentliggjort Sidst opdateret