Teenagebøller får bødestraf for Facebook-chikane
To teenagedrenge har fået bøder for at logge ind på en jævnaldrende piges konto på Facebook og ændre hendes profil. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Et profilbillede på Facebook af en pige med hendes kæreste blev ændret til et billede af hende og en penis. Flere af pigens private beskeder blev samtidig gjort tilgængelige for alle, som hun er ven med på det sociale medie.
Det koster nu de to teenagedrenge, der loggede sig ind på pigens Facebook-konto, bøder på henholdsvis 2000 og 4000 kroner.
Pigen og hendes forældre anmeldte sagen til politiet, der ved hjælp af computerens ip-adresse fandt frem til de to drenge.
Ved retten i Helsingør blev de tiltalt efter straffelovens bestemmelser om brevhemmeligheden, blufærdighedskrænkelse og for at viderebringe meddelelser om andres forhold.
Det kaldes Facerape, når en person misbruger en andens profil på Facebook. Men selv om facerape er et nyere fænomen, som sker på internettet, så gælder de samme regler som i resten af samfundet, påpeger psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet.
- Det er vigtigt ikke at gøre det, at det sker online, til noget specielt. Som sigtelserne siger, er der tale om at bryde brevhemmeligheden og videregive private meddelelser. Det er den krænkelse af privatlivet, vi skal have fat i, siger Kuno Sørensen.
Han kender ikke til andre eksempler på, at facerape har ført til retsforfølgelse.
- Men denne sag er et udmærket eksempel på, at hverken moral eller lovgivning virker anderledes på nettet, siger han.
De to drenge slap med bøderne og et tiltalefrafald, blandt andet på grund af deres unge alder.
- Sagen gik ud på, at de skulle have en ordentlig skideballe. Reelt var det grove drengestreger, siger Bernt Farver, anklagerfuldmægtig ved Nordsjællands Politi.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde