Teenager overfaldet og truet med kniv på gaden i Aalborg
Nordjyllands Politi leder efter vidner til et røverisk overfald i et grønt område i det østlige Aalborg søndag aften, hvor en 16-årig blev slået, sparket og truet med en kniv. Blandt dem, som politiet gerne vil i kontakt med, er et ungt par, som hjalp drengen efter overfaldet. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiet leder efter gerningsmanden til et overfald søndag aften og vil også gerne tale med vidner.
Nordjyllands Politi efterlyser vidner til et røverisk overfald søndag aften, hvor en 16-årig dreng blev slået og sparket og truet med kniv på Skallerupvej i det østlige Aalborg.
Det lykkedes gerningsmanden at stikke af med en tegnebog med kort og sygesikringsbevis. Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi, i en pressemeddelelse.
Overfaldet skete kort før klokken 18 på et grønt område på Skallerupvej i nærheden af Saltumvej.
Gerningsmanden havde en jagtkniv med et længere blad, som han brugte til at true drengen på livet. Han uddelte desuden slag og spark, inden han forsvandt fra stedet med drengens tegnebog.
Overfaldsmanden beskrives som en mand, der er mørk i huden og taler dansk med udenlandsk accent. Han er omkring 20 år og 180 centimeter høj.
Under overfaldet havde han sorte bukser på af mærket Adidas, en sort hættetrøje, en sort kasket med bøjet skygge, sorte sko og hvide strømper.
Blandt de vidner, som politiet gerne vil tale med, er et par på omkring 25 år, der kom forbi stedet og kom den 16-årige til undsætning, da overfaldsmanden stak af.
Drengen har fortalt, at parret fulgte ham til Saltumvej, oplyser politiet.
Politiet kender ikke parrets identitet. De to unge opfordres til at henvende sig til politiet.
Både de og andre vidner, der kan have set overfaldet eller gerningsmanden, kan ringe til Nordjyllands Politi på telefon 114.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker