Teenagere sigtes for drabsforsøg for stenkast på motorvej
Stenene, som blev kastet, blev løbende tungere og tungere. Dermed blev faren øget for bilister på vejen, som risikerede at blive ramt. Det fortæller tysk politi til Flensborg Avis. Foto: Bax Lindhardt/arkiv/Ritzau Scanpix
Bax Lindhardt/arkiv/Ritzau Scanpix
To unge tyske mænd sættes i forbindelse med 19 tilfælde, hvor sten er blevet kastet fra motorvejsbroer.
To unge mænd fra Nordtyskland er sigtet for drabsforsøg, efter at have erkendt at stå bag adskillige stenkast fra motorvejsbroer ved Flensborg.
Det beretter politiet i Flensborg til Flensborg Avis.
Politiet anholdt torsdag aften de to mænd, som er 18 og 19 år. De erkendte at stå bag talrige kast af sten.
Området omkring Flensborg har været plaget af stenkast fra broer siden februar i år. De to teenagere sættes i forbindelse med 19 tilfælde, hvor sten er blevet kastet fra motorvejsbroer.
De sten, der blev kastet, blev løbende tungere og tungere. Dermed blev faren øget for bilister på vejen, som risikerede at blive ramt. Det fortæller politiet til avisen.
- Nu skal efterforskningen så vise, om de to mænd også står bag de mange stenkast. Men de har allerede tilstået flere tilfælde, siger statsadvokat Ulrike Stahlmann-Liebelt til Flensborg Avis.
De to tyske teenagere blev fredag fængslet efter et grundlovsforhør.
- Begge mænd er under 21 år, og så vil det blive undersøgt, hvorvidt de bliver omfattet af de gældende regler for unge, og hvis det sker kan straframmen blive mindre, siger Ulrike Stahlmann-Liebelt til avisen.
Det mest alvorlige tilfælde skete, da en 58-årig dansk kvinde blev alvorligt kvæstet, da hendes bil blev ramt 8. maj i år. Hun blev indlagt på sygehuset på grund af sine skader, men var udenfor livsfare.
Kvinden bor i Flensborg, men arbejder i Danmark. Hendes bil blev ramt af sten, da den kørte under en motorvejsbro ved Ellund på den tyske motorvej A7. Det er umiddelbart syd for motorvej E45 ved Padborg.
Granitstenen, som ramte hendes bil, målte 25 gange 25 centimeter. Stenen kom gennem forruden, hvor den ramte hende på overkroppen. Herefter blev den fundet i midterrabatten.
Fyns Politi er i dialog med sine tyske kolleger for at undersøge, om stenkastet mod den danske kvinde kan have en forbindelse til et stenkast i 2016 ved Odense, som kostede en tysk kvinde livet.
I den danske sag mangler politiet dog fortsat et gennembrud.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker