Telefonbesked sender dreng i fængsel efter overfald med machete
Østre Landsret har idømt en 17-årig dreng tre måneders fængsel for vold i forbindelse med et overfald på en dreng i Valby i december 2021. (Arkivfoto). Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Teenager blev i byretten frikendt i en sag om drabsforsøg i Valby. Østre Landsret ændrer dommen.
En 17-årig dreng kunne i maj forlade en retssag om drabsforsøg i Retten på Frederiksberg som en fri person, efter at han blev frikendt for at have spillet en rolle i et livsfarligt overfald på en jævnaldrende dreng i Valby.
Syv måneder senere står det klart, at drengen alligevel skal i fængsel.
Således har Østre Landsret ændret byrettens dom, kendt drengen skyldig i simpel vold og idømt ham tre måneders fængsel i sagen.
Den 17-årige dreng bliver dømt for vold, fordi han over telefonen gav to andre involverede besked på at slå offeret. Han var ikke selv fysisk til stede ved overfaldet, som udspillede sig på en legeplads i Valby.
To andre tiltalte - en 17-årig dreng og en 19-årig mand - har fået stadfæstet deres domme på henholdsvis fire års fængsel og en advarsel om udvisning for drabsforsøg og seks måneders fængsel for grov vold.
Offeret blev stukket i ryggen og hugget i baghovedet med en machete ved overfaldet. Det resulterede i en dyb flænge i kraniet og brud på nakkebenet, men han overlevede.
Det skete om aftenen 13. december 2021, og offeret var på det tidspunkt 15 år ligesom to af de tiltalte.
Efter overfaldet søgte han tilflugt på et nærliggende dækcenter, hvorfra der blev tilkaldt en ambulance, og han fik livreddende hjælp.
Drengen, der blev dømt for drabsforsøg, svingede macheten. Han har svensk statsborgerskab. Den 19-årige mand, der blev dømt for grov vold, var sammen med ham under overfaldet.
Både den 19-årige, der fik seks måneders fængsel, og den 17-årige, der fik tre måneders fængsel, var tiltalt for grov vold.
Men sidstnævnte blev altså i landsretten dømt for simpel vold.
Anklagemyndigheden ankede dommen fra Retten på Frederiksberg.
Dommen i Østre Landsret blev afsagt tirsdag i denne uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker