Terror i København: Dommer fængsler påstået hjælper
Terror i København: Dommer fængsler påstået hjælper Foto: POLFOTO/Jens Dresling
POLFOTO/Jens Dresling
Nu mangler kun teknisk efterforskning i sagen om Omar El-Husseins drab og drabsforsøg, siger forsvarer.
En af de unge mænd, der sigtes for at have hjulpet Omar El-Hussein med drab og drabsforsøg i København, skal blive i sin celle i yderligere fire uger.
Det har en dommer i Københavns Byret besluttet torsdag.
Den 20-årige mand nægter sig skyldig i medvirken til drabene på filmmanden Finn Nørgaard og den jødiske vagt Dan Uzan.
Benægtelsen gælder også sigtelsen om medvirken til drabsforsøg.
To af de i alt fem påståede hjælpere er frivilligt gået med til, at varetægtsfængslingen forlænges i fire uger.
Derfor skal dommeren torsdag kun tage stilling til, om det er nødvendigt også at holde de tre øvrige frihedsberøvet i yderligere fire uger.
Ligesom tidligere foregår retsmøderne bag lukkede døre. En forsvarer og pressen har forgæves bedt dommeren om åbne døre.
Hensynet til efterforskningen er ikke længere en gyldig grund til dørlukning, mener den 20-åriges forsvarer.
- På dette stadium er der afgivet detaljerede forklaringer, og der mangler primært teknisk efterforskning, oplyser hun.
Alligevel følger dommeren kravet fra anklageren.
Inden retsmødets start har betjente slæbt tre flyttekasser fyldt med politirapporter om efterforskningen ind i retslokalet.
Skyderierne ved Krudttønden og derefter ved synagogen i København 14. og 15. februar var terrorhandlinger, har såvel politiet som anklagemyndigheden fastslået.
Senest er det sket i myndighedernes store redegørelse for sagen 4. maj.
Alligevel er ingen af de fem påståede hjælpere blevet sigtet for medvirken til terror.
De beskyldes for blandt andet at have skaffet El-Hussein af med effekter, som han brugte. Det gælder blandt andet våben.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde