En 25-årig mand skal have 507.500 kroner i erstatning for at have siddet varetægtsfængslet i et år i forbindelse med den såkaldte terrorsag fra Glasvej. Det afgjorde Retten på Frederiksberg fredag.
Manden sad varetægtsfængslet fra november 2007 til november 2008, fordi han var sigtet og siden tiltalt for terror. Han blev først frifundet af byretten, dernæst af landsretten.
I november 2007 kiggede PET i al hemmelighed med på den 25-åriges computer, mens han chattede med en tyrkisk ven.
Ifølge PET forsøgte han at få sin terrormistænkte ven til at bortføre danske soldater i Irak eller Afghanistan for at udveksle dem med to fængslede venner. Vennerne er siden dømt for at planlægge en terrorbombning i den såkaldte Glasvejsag.
PET forsøgte op til anholdelsen af hverve manden som meddeler, men han afslog. I stedet optog han samtalen og offentliggjorde den i pressen.
Glasvejsagen handler om to unge mænd, der fremstillede sprængstoffet TATP i en lejlighed på Glasvej i Københavns Nordvestkvarter.
Hammad Khürshid på 23 år fik stadfæstet sin dom fra Retten på Frederiksberg på 12 års fængsel, mens Abdoulghani Tohki fik et år ekstra af landsretten. Han skal i fængsel i otte år og skal derefter udvises af Danmark.
Landsretten lagde i sin afgørelse af udvisningsspørgsmålet vægt på "karakteren af den begåede kriminalitet" og valgte at udvise den 23-årige afghanske statsborger på trods af, at han har meget ringe tilknytning til sit hjemland.
Abdoulghani Tohki forlod Afghanistan som etårig og kom til Danmark, da han var syv. Den del af hans familie, som bor i Afghanistan, tæller en bedstemor på 103 år og nogle onkler og tanter, som han ikke kender.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde