Terrorsigtet familie skal blive i fængslet på syvende måned
Syv personer har snart siddet varetægtsfængslet i et halvt år sigtet for at have forberedt en terroraktion.
Fire mænd og tre kvinder, der siden februar har siddet varetægtsfængslet i en sag om planlægning af terror, skal også sidde fængslet de næste knap fire uger.
Mandag har Retten i Holbæk således forlænget varetægtsfængslingen til 26. august, skriver sn.dk.
På fredag har de siddet varetægtsfængslet i et halvt år, mens politiet fortsat efterforsker sagen.
Der er tale om to brødre, deres forældre samt den ene brors hustru, hendes søster og søsterens mand.
De syv blev sammen med flere andre personer anholdt i weekenden 6.-7. februar, hvor der også blandt andet blev foretaget ransagninger på to adresser i Holbæk.
Brødrene er sigtet for at lægge planer om at sprænge en terrorbombe, mens de øvrige er sigtet for at have medvirket til brødrenes planer.
Ifølge sigtelserne har de to brødre bestilt en række kemikalier til levering på den ene brors adresse i Dessau i Tyskland. På adressen har brødrene angiveligt også fremstillet detonatorer.
En detonator er en anordning, som er nødvendig for at få en bombe til at eksplodere. I sagen har politiet beslaglagt en mobiltelefon, som er blevet ombygget, så den - i hvert fald ifølge sigtelsen - kan virke som detonator.
På en af adresserne i Holbæk fandt politiet desuden en riffel med kikkertsigte og 66 tilhørende skarpe patroner, en pumpgun med 117 tilhørende skarpe patroner et sæt walkie-talkier og et Islamisk Stat-flag.
Sagen har siden februar været ført for lukkede døre. Ved hver fristforlængelse er der altså ikke kommet noget nyt ud, og retsmøderne har været uden adgang for offentligheden. Kun sigtelsen mod de syv er offentligt kendt.
Seks øvrige personer blev også anholdt i februar, men de blev løsladt igen i april.
Ved retsmødet mandag var to af de syv sigtede ikke til stede, da de havde accepteret at få forlænget deres varetægtsfængsling, skriver sn.dk.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker