Terrorsigtet fornærmet over politibesøg

To gange forud for klimatopmødet i København i december 2009 fik en af de fem unge mænd, som nu er sigtet for en stribe brandattentater og forsøg på terror, besøg af politiet.

Det fortalte han til Ritzau i november 2009.

Politiet ville ifølge den dengang 19-årige gymnasieelev gerne vide, om han havde hørt om nogen, der lavede bomber, som skulle bruges til aktioner under klimatopmødet.

- De forklarer, at der er en øget terrortrussel med alle de vigtige personer, der ankommer til december, og at de derfor også er nødt til at få styr på det her miljø. Jeg forstår på dem, at de antager, at der sidder nogen i en mørk kælder på Nørrebro og laver bomber, sagde han.

Personen, som nu er beskyttet af et navneforbud, har sammen med fire andre unge mænd i snart fire måneder siddet varetægtsfængslet for en halv snes brandattentater i København. Fire af de unge er sigtet for at forsøgte at sætte ild til Politiskolen i Brøndby med benzin og nødblus.

Torsdag udvidede politiet sigtelserne mod dem til også at omfatte forsøg på terror. Ifølge politiet havde de planlagt brandattentater mod flere offentlige institutioner, blandt andet Christiansborg, Integrationsministeriet, Justitsministeriet og Livgardens Kaserne.

Desuden sigter politiet dem for sammen med en ukendt person at have lagt planer om overfald på politifolk under politiets rutinemæssige razziaer på Christiania. Overfaldene skulle angiveligt ske med balloner fyldt med benzin, molotovcocktails og stålkugler.

Men efter de udtalelser, som den 19-årige kom med i november 2009, er han bestemt ikke en person, der går ind for voldelige metoder.

- Jeg har deltaget i en ikke-voldelig aktion i maj, hvor vi fra starten havde lagt frem, hvad vi ville gøre. Jeg synes egentligt, det er fornærmende at politiet kommer hjem til mig og snakker om vold og bomber, sagde han.

/ritzau/

Før klimatopmødet talte Ritzau med en af de fem terrorsigtede. Allerede dengang holdt politiet øje med ham.

Offentliggjort Sidst opdateret