Terrorsigtet mand er fængslet for pengeoverførsler til Mellemøsten
Under et retsmøde i Retten på Frederiksberg er det kommet frem, at en 58-årig mand, der også er sigtet for terrorplanlægning, er varetægtsfængslet i en sag om pengeoverførsler til udlandet. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Onsdag har en terrorsigtet mand fået forlænget sin varetægtsfængsling med to uger i sag om pengeoverførsler.
En 58-årig mand, der også er sigtet i en sag om terrorplanlægning, har siddet fængslet på et andet grundlag siden oktober.
Det handler om pengeoverførsler til udlandet, herunder til Europa og Mellemøsten.
Det sagde anklagemyndigheden onsdag eftermiddag under et retsmøde, hvor Retten på Frederiksberg skulle tage stilling til, om varetægtsfængslingen af den 58-årige skulle forlænges.
Her blev det besluttet, at fristforlængelsen skulle foregå for dobbeltlukkede døre. Det betyder, at offentligheden afskæres muligheden for at få at vide, hvordan sigtelsen lyder.
Derfor blev det ikke oplyst, hvilken paragraf den 58-årige er sigtet efter, eller hvordan sigtelsen nærmere lyder.
Sikkert er det dog, at retten fandt grundlag for at forlænge mandens varetægtsfængsling med endnu to uger i sagen om pengeoverførslerne.
Det var anklagemyndigheden, der begærede dobbeltlukkede døre med argumentet, at åbne døre kan stå til hinder for efterforskningen, der involverer personer og organisationer i Danmark og i udlandet.
Herunder lande, der traditionelt er svære at samarbejde med om efterforskning.
Den 58-årige mand blev sigtet og fængslet i sagen om terrorplanlægning i december sidste år.
Det skete, efter at Politiets Efterretningstjeneste (PET) og flere af landets politikredse havde udført en koordineret aktion på baggrund af en mistanke om forberedelse af et terrorangreb.
Her blev den 58-årige, en 29-årig mand og en kvinde på 19 år anholdt. Samtidig blev fire andre personer efterlyst.
Alle personer, der har været fængslet i sagen, er blevet løsladt.
Den 58-årige mand har for år tilbage haft en vis rolle i den offentlige debat. Det er dog ikke tilladt at røbe hans identitet, da retten har valgt at beskytte ham med et navneforbud.
Retsmøderne i sagen om terrorplanlægning har også været holdt for dobbeltlukkede døre.
Ved et retsmøde i januar løftede specialanklager Anders Larsson lidt af sløret i sagen og fortalte, at sagen har tråde til den palæstinensiske Hamas-bevægelse.
Siden da er intet af sagens indhold kommet frem i offentligheden.
Sagen efterforskes stadig.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub