Terrortiltalt bagte brød til hellige krigere i Syrien
Sagen mod en påstået IS-kriger har tirsdag taget en uventet drejning - den tiltalte erkender to ophold med IS.
En 24-årig dansktyrker var i Syrien sammen med Islamisk Stat i to omgange i sommeren 2013. Det erkender han fra vidneskranken tirsdag i Retten i Glostrup.
I første omgang varede opholdet blot i en uges tid, men senere var den terrortiltalte der også i en længere periode. Her fungerede han som bager for Islamisk Stat (IS) og tog i fritiden undervisning i både arabisk og koranen.
- Jeg blev kørt på arbejde om morgenen hen til bageriet, hvor jeg stod for at lave brød. Jeg arbejdede 12-15 timer om dagen og tog undervisning om natten, siger den tiltalte.
Tidligere tirsdag har han erkendt at have opholdt sig i et palads, der tilhører IS. Han tog dog hjem efter omkring en uge, fordi han følte sig usikker.
Men senere på sommeren i 2013 vendte han altså tilbage - det var her han fik arbejde som bager. Lønnen var 300-400 dollar om måneden, fortæller han.
Tirsdagens udtalelser er bemærkelsesværdige, da den tiltalte hidtil både har nægtet sig skyldig og nægtet at udtale sig.
Under afhøringen har anklager Natalja Lindberg også medbragt en indmeldingsblanket, der angiveligt viser en række informationer om den 24-årige tiltalte.
Blandt andet er navnet Abu Aya Al-Dinimarki angivet på blanketten. Og det er rigtigt, at det er den tiltaltes registrering hos IS, bekræfter han tirsdag.
- Der var en, der udfyldte dem her, når vi kom til Syrien, siger han.
I retten vises også et billede fra Syrien, hvor han bærer et gevær foran et IS-flag.
Den 24-årige dansktyrker er tiltalt for at rejse til Syrien i 2013 og for her at lade sig hverve af den militante gruppe IS. Derudover er han blandt andet også tiltalt for at ville rejse til Syrien på ny i 2015.
Det er strafbart at tilslutte sig en terrororganisation - også selv om man ikke deltager direkte i kamphandlinger.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde