Terrortiltalt bryder i gråd i retten

Mandag formiddag sidder han for anden dag i vidneskranken, og hans forklaring er præget af store følelser.

SZ har været oppe at stå under sin forklaring i forsøget på at bedyre sin uskyld over for dommere og nævninger.

Og efter knap to timers afhøring mandag formiddag blev det lidt for meget for SZ, der brast i gråd, da han blev udspurgt af sin forsvarer, Kåre Traberg Smidt.

Det skete, da samtalen faldt på hans og ekskonens forhold og deres fælles barn. I forbindelse med politiets anholdelser i sagen blev ekskonen på et tidspunkt hentet til afhøring.

- De hentede hende, og det betød, at mit barn blev efterladt alene på en parkeringsplads, lød det fra SZ, inden tårerne tvang sig frem.

Efter at have sundet sig ganske kort var SZ dog i stand til at fortsætte med at afgive sin forklaring.

Foreløbig er anklagemyndigheden færdig med at udspørge ham, og hans forsvarer er også færdig med sin del af afhøringen.

Dermed mangler han kun at svare på spørgsmål fra de tre medtiltaltes forsvarsadvokater, før han kan overlade vidneskranken til den 46-årige MD.

Under sin forklaring har SZ fortalt, at det var MD, der gik med planer om et attentat i Danmark. SZ hævder selv, at han ikke troede på, at planerne på noget tidspunkt ville blive realiseret.

/ritzau/

En alvorlig tiltale for terrorplaner og to dages intens afhøring i retten er blevet for meget for den terrortiltalte SZ.

Offentliggjort Sidst opdateret