Terrortiltalt sidder uroligt i stolen

19-årige NW virkede en anelse irriteret efter tålmodigt at have besvaret spørgsmål fra anklager Torben Thygesen i to timer i Retten i Aarhus mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Ved du hverken, hvad din bror skulle i Somalia, eller hvor længe han havde tænkt sig at blive, gentog Thygesen et spørgsmål fra tidligere.

- Nej, jeg ved det ikke, sagde NW og rykkede uroligt rundt på stolen.

Han er tiltalt for at have finansieret sin 24-årige brors, GW, ophold i en træningslejr kontrolleret af terrororganisationen al-Shabaab i Somalia.

Anklagemyndigheden afspillede flere aflyttede telefonsamtaler mellem NW og GW som en del af bevisførelsen.

På én af dem hørte man GW's skrattende stemme sige "jeg bliver hernede et år og træner, og så gør jeg noget "kæmpe".

- Spurgte du ham ikke, hvad han mente med "kæmpe", spurgte Torben Thygesen henvendt til NW.

- Nej. Det tænkte jeg ikke over, svarede han kort for hovedet.

Optagelserne er helt centrale for sagen, og flere gange er forsvarer og anklager dybt uenige om, hvad der rent faktisk bliver sagt.

Ifølge anklageskriftet har NW sendt minimum 34.000 kroner til GW i Somalia. Men det passer ikke, sagde NW:

- Jeg har sendt penge ned til ham, ja. Men det var kun omkring 20.000-25.000, det er helt sikkert, og pengene var ikke alle sammen mine.

- Hvad skulle han bruge pengene til, spurgte Thygesen.

- Det ved jeg ikke. Han er min bror og spurgte om penge, så det er klart, jeg sørgede for det, forklarede NW.

De to brødre kom i politiets søgelys i efteråret 2011, da PET modtog en række anonyme tip om deres mulige involvering i terrorplanlægning.

Efter at de var blevet anholdt i maj 2012, ransagede politiet faderens adresse, hvor NW boede.

Her fandt de en række interessante effekter, blandt andet en computer indeholdende en 33 minutter lang film, hvor den tidligere leder af al-Qaeda Anwar al-Awlaki hyldes.

Den maksimale straf for finansiering og træning til terror er seks til 10 år. Begge brødre nægter sig skyldige.

Der forventes at falde dom den 20. marts.

/ritzau/