Terrortiltalt udleverer sin bedste ven

Mandag ved Retten i Glostrup leverer SZ flere belastende vidneudsagn om den 46-årige medtiltalte MD, kaldet Store Mounir, som SZ tidligere har udnævnt som sin bedste ven.

- Store Mounir talte om alt muligt. Man kunne angribe folk i deres hjem. Han var utålmodig efter at komme af sted. Jeg ved ikke hvorfor, fortæller SZ blandt andet under mandagens retsmøde.

Det er det andet retsmøde i sagen mod de fire mænd. Under det første retsmøde i fredags var SZ mere vævende i sine forklaringer, men nu holder han sig ikke længere tilbage i samme grad.

Efter alt at dømme har Store Mounir talt meget om at gennemføre et angreb i Danmark. Snakken er foregået i SZ's lejlighed på Frihetsvägen i Järfälla ved Stockholm.

- Jeg har været rigtig nervøs, når vi har talt om det. Men jeg havde aldrig troet, at det skulle komme så langt som det her, siger SZ med henvisning til, at de fire mænd nu er tiltalt for terror.

I modsætning til sidste uges forklaring lægger SZ ikke længere skjul på, at den udlejningsbil, som de fire forlod Stockholm i, havde kurs mod København.

Han hævder dog fortsat, at han selv kun skulle med til Göteborg for at arbejde, og at han stod af ved Jönköping, da han fandt ud af, at bilen alligevel ikke kørte derhen.

SZ fortæller mandag, at Store Mounir havde talt om at angribe avishuset med en kniv. Men der havde også været snak om at bruge skydevåben.

SZ fortæller desuden, at de plasticstrips, som politiet fandt i mændenes bil i Danmark, skulle bruges til at binde folk med.

Anklager Gyrithe Ulrich forsøger tydeligvis at få SZ til at indrømme, at han deltog i planerne. Det var således SZ, som stod på lejekontrakten til bilen, og det var også SZ, der formidlede kontakt til den lejlighed i Herlev, hvor hans tre medtiltalte blev anholdt.

De tre medtiltalte blev anholdt den 29. december 2010 i Herlev. Politiet fandt blandt andet en maskinpistol, en pistol og flere end 100 patroner i mændenes bil.

Anklagemyndigheden mener, at et angreb på JP/Politikens hus var nært forestående. Muligvis skulle det have været udført samme dag, hvor blandt andre kronprinsen deltog i et arrangement i huset.

/ritzau/

Den 38-årige SZ leverer vand til anklagerens mølle i terrorsagen mod fire mænd, der er tiltalt for at planlægge et terroranslag mod JP/Politikens hus i København.

Offentliggjort Sidst opdateret