Ti personer er anholdt for hvidvask efter handel med minkskind

Ifølge politiet har ti personer hvidvasket for 30 millioner kroner blandt andet ved salg af minkskind.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag rykkede politiet ud forskellige steder i landet og anholdt ti personer i en koordineret ransagningsaktion.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Alle de anholdte er sigtet for hvidvask af særlig grov beskaffenhed. De skal have hvidvasket for i alt 30 millioner kroner ved blandt andet at handle med minkskind.

Under ransagningen fandt politiet minkskind og over ti millioner kroner i kontanter.

Hovedpersonen i sagen er en 43-årig mand fra Aarhus. Han er sigtet for medvirken til handel af 1,4 ton hash og forsøg på indsmugling af 19,3 liter flydende kokain.

Otte andre anholdte er i alderen 48 til 69 år. Disse otte personer har relation til produktion og salg af minkskind og bor forskellige steder i landet, skriver politiet.

Den sidste anholdte er en 47-årig mand fra Københavns Vestegn. Ifølge NSK har manden transporteret minkskindene.

NSK mener, at de anholdte er en del af et større netværk, som gennem handel med blandt andet minkskind har medvirket til at hvidvaske kontanter - det vil sige organiseret kriminalitet, siger ledende politiinspektør Michael Kjeldgaard.

- Vi mistænker, at hvidvasken er sket fra efteråret 2022 og helt frem til i dag, og at det drejer det sig om hvidvask af mere end 30 millioner kroner. Dermed er statskassen blevet snydt for et stort millionbeløb, siger han i pressemeddelelsen.

Seks af de ti personer fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aarhus onsdag klokken 09.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.

/ritzau/