Ti unge ventes at tilstå tyveri af 31 vejskilte
Det er i en sag om 31 stjålne vejskilte til en samlet værdi af 54.711 kroner fra Thisted Kommune, at ti unge mandag ventes at tilstå. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ved Retten i Holstebro skal ti unge for retten i sag om tyveri af vejskilte fra Thisted Kommune.
Mandag ventes ti unge i alderen 18 til 20 år at tilstå tyveriet af 31 vejskilte ved Retten i Holstebro.
De er alle sigtede for at have stjålet de 31 vejskilte fra Thisted Kommune mellem den 15. februar 2022 og 25. august 2023, lyder det i sigtelsen.
De stjålne vejskilte har en samlet værdi af 54.711 kroner.
Tyveri kan give alt fra bøde til fængselsstraf op til 1 år og seks måneder - dog op mod seks år i grove sager.
Ifølge sigtelsen vil der også blive nedlagt påstand om erstatning.
Præcis hvad det er for nogle vejskilte, de unge skulle have stjålet, fremgår ikke.
Men de seneste år har en række danske kommuner berettet om flere vej- og byskilte, der bliver stjålet igen og igen.
Det gør sig blandt andet gældende for byskilte i Tarm, Lem, Sæd, Helved, Klitmøller, Paris og Rom.
Det skriver flere danske medier herunder TV Midtvest.
Ifølge mediet er vejskiltet på Bollervej i Viborg Kommune blevet stjålet 39 gange siden august 2022, mens at Thisted Kommune mister 50 byskilte hvert år.
Også på Bornholm er vejskiltene på Kællingebyvej og Sprøjtevej særligt populære tyvekoster, skriver TV 2 Bornholm.
Vejene ligger omkring Pedersker på den sydlige del af øen.
Det er en dyr omkostning for kommunerne at erstatte de manglede by- og vejskilte.
I den fynske landsby Snave forsvinder der ifølge Fyens Stiftstidende omtrent 100 Snave-byskilte om året. Det koster Assens Kommune 100.000 kroner årligt på indkøb og opsætning af nye byskilte.
Derfor blev det besluttet i april at fjerne byskiltene og i stedet brænde bynavnet ned i asfalten, skriver Fyens Stiftstidende.
Grunden til at byskiltet så ofte bliver stjålet skyldes formentlig karakteren Polle fra Snave fra Sonofon-reklamer i 2001 samt filmen "Polle Fiction".
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde