Tidligere ansat på plejehjem tiltalt for drab på beboer
Kvinden, der var ansat på plejehjem i Randers, er desuden tiltalt for syv drabsforsøg på tre andre beboere.
En kvinde, der har været ansat på et plejehjem i Randers, er blevet tiltalt for drab på en beboer og drabsforsøg på tre andre, skriver Østjyllands Politi på Twitter.
Kvinden har ifølge politiet bevidst givet beboerne forkert og farlig medicin.
Hun er tiltalt for i alt syv drabsforsøg, fordi hun flere gange har forsøgt at dræbe to mænd og en kvinde. Det fortæller specialanklager Jesper Rubow i en pressemeddelelse.
- Hun er tiltalt for et manddrab og derudover for syv forsøg på manddrab begået ad flere omgange mod to mænd og en kvinde, som stærkt svækkede blev indlagt til behandling.
- Derudover tiltales hun blandt andet også for at have stjålet medicin fra flere beboere på plejehjemmet. Nu er det op til retten at vurdere sagen, siger han.
Sagen begyndte, da flere beboere blev indlagt på hospitalet i februar og marts.
Kvinden blev anholdt den 14. marts i år og har siddet varetægtsfængslet siden da. Det er på baggrund af fortsat efterforskning i sagen, at kvinden nu er tiltalt.
Ifølge anklageskriftet gav den tiltalte under sit arbejde på plejehjemmet den 26. februar en ældre kvindelig beboer noget medicin, der førte til, at hun døde nogle dage efter.
Det var samme dag, at kvinden gav tre andre beboere medicin, så de efterfølgende måtte indlægges, mens de øvrige drabsforsøg på tre beboere menes at have fundet sted i marts.
Sagen kommer til at køre som en nævningesag ved Retten i Randers i løbet af januar og februar.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde