Tidligere hotel står i flammer: Asylsøgere evakueret
Der er torsdag udbrudt brand i hovedbygningen på det tidligere Hotel Impala i Silkeborg. 30 asylsøgere, som bor på hotellet, er reddet ud i god behold. Foto: /ritzau/Tycho Gregers/arkiv
/ritzau/Tycho Gregers/arkiv
30 asylsøgere er evakueret i forbindelse med en brand i hovedbygningen på et tidligere hotel i Silkeborg.
Der er torsdag eftermiddag udbrudt brand i hovedbygningen på det tidligere Hotel Impala i Silkeborg.
Hotellet, der ligger på Vestre Ringvej 53, huser i øjeblikket 30 asylsøgere, som alle er enlige mænd. De er alle kommet ud i god behold.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der via 112 fik alarmen om branden klokken 16.37.
Ifølge politiet er der tale om en meget voldsom brand. Den er under kontrol, men slukningsarbejdet vil vare noget tid endnu, oplyser politiet ved 20-tiden.
- Midtjysk Brand & Redning har fået assistance fra Beredskabstyrelsen Midtjylland. De bruger vand fra en sø på den anden side af vejen til slukningsarbejdet, siger vagtchef Allan Riis.
Det betyder, at Vestre Ringgade er spærret for trafik. Hjemmeværnet hjælper med at dirigere trafikken ad Nordre Ringvej og Udgårdsvej.
Desuden har brandfolkene rekvireret en høj kran.
- Det skyldes, at der er fare for at et par høje mure styrter sammen. Så vil man sikre, at de ikke vælter ud i det offentlige rum, forklarer Allan Riis.
De 30 asylsøgere, der boede på hotellet, er bragt til en idrætshal i byen. Det er så op til Silkeborg Kommune at sørge for en egentlig genhusning af dem.
Årsagen til branden kendes endnu ikke. Den kan politiets teknikere først undersøge nærmere, når branden er slukket og tomten er kølet af.
- Vi har en mistanke om, at den er opstået på en af de øverste etager, siger vagtchef Allan Riis.
- Men vi arbejder altid sådan, at når vi ikke har en klar brandårsag, så betragter vi brandstedet som et gerningssted. Det gør vi for at sikre, at vigtige spor ikke går tabt, fortsætter han.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker