Tidligere OW Bunker-chef kræver erstatning i mafiasag
OW Bunkers konkurs bliver beskrevet som en af de største erhvervsskandaler i Danmark. Sagen mod Lars Bohn kom kun få måneder efter konkursen i selskabet. Foto: Polfoto/Cathrine Ertmann
/ritzau/Cathrine Ertmann
Lars Bohn var varetægtsfængslet i et halvt år i sag om svindel med olieleverancer. Nu er sigtelsen droppet.
Den tidligere chef for OW Bunkers salg af olie til de globale offentlige kunder, Lars Bohn, kræver nu et millionbeløb i erstatning efter endegyldigt af være sluppet ud af de italienske og danske myndigheders kløer.
Det skriver Børsen.
Bohn blev i december 2014 varetægtsfængslet af Bagmandspolitiet i Danmark efter anmodning fra de italienske myndigheder. De mistænkte Bohn for at have medvirket til svindel med fiktive olieleverancer for 55 millioner kroner til den italienske flåde.
Justitsministeriet besluttede dengang, at Lars Bohn skulle udleveres til Italien.
Bohn bedyrede imidlertid sin uskyld og strittede imod, da de hovedmistænkte var tilknyttet mafiaorganisationen Mafia Capitale i Rom. Bohn frygtede derfor for sit liv, hvis han skulle vidne i sagen.
Men ifølge en skrivelse fra anklagemyndigheden i Rom, som Børsen er i besiddelse af, har italienerne nu endegyldigt vurderet, at Lars Bohn ikke har været medvirkende til den påståede svindel.
- Vi kommer til at kræve et millionbeløb i erstatning. Ikke blot for tort for uberettiget fængsling, men også for den tabte arbejdsfortjeneste, siger Niels Henrik Kromann, der er Lars Bohns advokat.
Hos Bagmandspolitiet oplyser stabschef Esben Haugland, at man fortsat afventer at høre, hvad Lars Bohns advokat måtte kræve i erstatning.
- Vi har ikke taget stilling til eventuelle erstatningskrav i sagen. Hvis Lars Bohns advokat mener, at hans klient har et krav mod Bagmandspolitiet, behandler vi selvfølgelig det krav, skriver Esben Haugland i et mailsvar.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde