Tidligere papfar får to års fængsel for vold mod baby
En 32-årig mand er onsdag ved Retten i Viborg blevet idømt to års fængsel for vold mod et spædbarn. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ifølge TV Midtvest og Viborg Stifts Folkeblad er en 32-årig mand kendt skyldig i vold mod et spædbarn.
En 32-årig mand er onsdag ved Retten i Viborg blevet idømt to års fængsel for vold mod et spædbarn.
Det skriver Viborg Stifts Folkeblad og TV Midtvest.
Den dømte mand, Patrick Lykke, var på daværende tidspunkt spædbarnets papfar. Drengebarnet brækkede adskillige ribben og et skinneben, og så havde han blod- og væskesamlinger i kraniet.
Desuden havde han også blødninger i nethinderne i begge øjne, og volden har med stor sandsynlighed givet den lille dreng en hjerneskade, som lægerne endnu ikke kender omfanget af, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Ifølge anklageskriftet er det Retslægerådets vurdering, at barnet har fået skaderne gennem ruskevold.
Volden foregik i over to måneder i 2017 mod den dengang fire måneder gamle dreng.
- Der er ingen formildende omstændigheder i den her sag. Til gengæld er der flere skærpende omstændigheder, lød det fra Pia Koudahl, der er specialanklager hos Midt og Vestjyllands Politi, ifølge TV Midtvest.
Sagen er blevet ført som en nævningesag. Det er sket, fordi anklagemyndigheden har krævet mindst fire års fængsel til den tidligere papfar.
Patrick Lykke har nu 14 dage til at beslutte sig for, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet