Tidligere præst udvises efter seksuelle krænkelser
En tidligere frikirkepræst er ved Retten i Viborg blevet idømt tre et halvt års fængsel. Han er samtidig blevet udvist til USA efter seksuelle krænkelser mod børn og unge. Foto: Scanpix/Morten Dueholm
Scanpix/Morten Dueholm
Tidligere præst fra frikirke ved Silkeborg er fundet skyldig i anklager om seksuelt misbrug af børn og unge.
En tidligere frikirkepræst er tirsdag idømt tre et halvt års fængsel og efterfølgende udvisning til USA.
Det har en enig domsmandsret ved Retten i Viborg afgjort.
Dommer Søren Ejdum og de to domsmænd har fundet Christian Laursen Raburn skyldig i seksuelle krænkelser af otte børn og unge fra den nu lukkede frikirke i Silkeborg.
Ud over straffen og udvisning er han blevet dømt til at betale erstatning til ofrene. Det beløber sig samlet set til omkring en halv million kroner.
Den 30-årige mand har erkendt at have haft et seksuelt forhold til flere af de unge, der alle var mellem 15 og 18 år.
Men det har ifølge den tiltalte været et ligeværdigt forhold, hvor ingen er blevet tvunget eller truet til noget.
Men retten er nået frem til en anden konklusion.
Den tidligere præst udsatte ifølge dommen menigheden for langvarig psykisk manipulation.
Han misbrugte sin stilling ved at begå de seksuelle krænkelser over for unge, som var betroet ham til undervisning eller opdragelse.
Midt- og Vestjyllands Politi begyndte allerede i 2010 at modtage oplysninger om præstens grænseoverskridende adfærd.
Men oplysningerne var dengang ikke tilstrækkelige til, at politiet kunne løfte bevisbyrden og føre en sag mod ham.
I 2011 rejste ungdomspræsten til Florida, USA, hvor han blev amerikansk statsborger og etablerede en ny menighed.
I 2016 stod flere af de unge fra menigheden i Silkeborg frem med anklagerne mod præsten, og det fik præsten til at indvilge i at rejse tilbage til Danmark for at konfrontere beskyldningerne.
På vej ud af landet blev han dog anholdt af amerikansk politi og sigtet for at drive ulovlig spilvirksomhed.
Denne sag blev frafaldet, og i marts 2017 rejste manden tilbage til Danmark.
Han blev umiddelbart efter hjemkomsten fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
Den dømtes forsvarer, Anne-Mette Larsen Rahbek, har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om dommen ankes.
- Umiddelbart synes jeg, det er en noget unuanceret dom.
- Der er ingen tvivl om, at det er moralsk angribeligt, det der er sket. Men om det er strafbart, synes jeg måske skal prøves ved landsretten.
- Men det vil jeg nu tage en grundig drøftelse med min klient om, siger hun til Ritzau.
Det er ikke første gang, at en præst er blevet dømt for at forgribe sig på børn og unge fra menigheden.
I november blev præsten Dan Peschack ved Retten i Holbæk idømt ti års fængsel i den såkaldte Tømmerup-sag.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde