Tidligere tv-vært Maria Hirse er dømt for hæleri

Den tidligere tv-vært Maria Hirse er tirsdag dømt for hæleri og besiddelse af et knojern. Hun har anket dommen til Østre Landsret og nægter sig fortsat skyldig. (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Tidligere medvært på Lykkehjulet Maria Hirse er blevet dømt for hæleri for mindst 70.000 kroner. Hun anker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere tv-vært Maria Hirse er blevet idømt tre måneders betinget fængsel for hæleri, for at have været i besiddelse af et knojern og at have skaffet sig adgang til privat ejendom uden tilladelse.

Det har Retten i Helsingør afgjort, skriver Ekstra Bladet.

Maria Hirse, der nu hedder Mariia Madeleine Sea Svensson, er desuden dømt til at udføre 80 timers samfundstjeneste.

Ifølge avisen har retten dømt hende for hæleri for mindst 70.000 kroner.

På den tidligere tv-værts bopæl fandt politiet 15. juli 2017 flere tyvekoster. Heriblandt to PH-lamper og flere køkkenting.

Ifølge politiet var der effekter, der kunne spores til tre forskellige indbrud begået tæt ved det sommerhus, hvor Maria Hirse boede i Vejby i Nordsjælland.

Ifølge anklageskriftet havde tyvekosterne i alt en værdi af cirka 114.000 kroner.

- Retten har fundet frem til, at du havde kendskab til det. Vi har lagt vægt på, at du boede der og har afgivet skiftende forklaringer.

- Der er også på ejendommen fundet fire koben, og de her handsker, der blandt andet bliver brugt til indbrud, siger dommeren ifølge B.T.

I sagen var to andre tiltalt. En 46-årig mand frifindes, mens en 24-årig straffes med ti dagbøder på hver 200 kroner.

Selv har Maria Hirse fortalt i retten, at hun ikke havde kendskab til, at effekterne var stjålne, og at hun blot havde ladet den 46-årige mand låne sit anneks til opbevaring.

Uden for retssalen fortalte Maria Hirse, at hun er ked af dommen, og at hun føler sig dømt på forhånd.

- Jeg tror, at alle kan være enige om - om det så var presse eller offentligheden - at kun én skulle bøde for det her, og det skulle være mig.

- Jeg havde håbet på, at det i dag skulle være slut for 18 måneders helvede, men jeg bliver nødt til at acceptere, at det var det, dommeren valgte, og så må vi anke, sagde hun til Ekstra Bladet.

Maria Hirses advokat, Henrik Stagetorn, oplyser til avisen, at de har anket dommen til landsretten, da Maria Hirse vil frifindes for alle anklager.

Hirse blev kendt i den brede befolkning, da hun i 1995 vendte bogstaver som medvært på tv-programmet "Lykkehjulet".