Tigerpyton på tre meter beslaglagt i lejlighed i Vojens
Farlig kvælerslange skal aflives, hvis ikke en zoo vil overtage den. Slangen er ulovlig at holde som kæledyr.
En ung mand fra Vojens har boet sammen med en tre meter lang tigerpyton i sit hjem, selv om den store kvælerslange er ulovlig at holde som privatperson i Danmark. Det skriver TV Syd.
Slangearten lever normalt i de asiatiske egne.
Det holdt dog ikke den unge mand fra at holde slangen i sin bolig. Personale fra Terrariet Reptile Zoo i Vissenbjerg blev derfor onsdag af politiet kaldt ud til mandens hjem.
Forinden havde politiet sendt et billede af slangen til Terrariet, og medarbejderne kunne hurtigt konstatere, at der var tale om en tigerpyton.
Da en medarbejder fra Terrariet mødte politiet i Vojens, fandt de et eksemplar på over tre meter. Slangen er nu i varetægt hos Terrariet.
- Vi bliver ofte kontaktet af politiet, når de finder slanger, der bliver holdt som kæledyr i private hjem, siger dyrepasser Brian Bentzen fra Terrariet - Reptile Zoo til TV Syd.
En tigerpyton kan blive op til mellem fem og seks meter og har flere menneskeliv på samvittigheden.
Netop fordi den har slået et menneske ihjel, er den på en liste med tre andre store kvælerslanger, der er ulovlige at holde som privatperson i Danmark.
Terrariet - Reptile Zoo i Vissenbjerg har i forvejen de to største arter af slanger i deres udstilling. Derfor risikerer slangen at blive aflivet.
- Vi har desværre ikke plads til at udstille denne. Vi har forsøgt at kontakte andre zoologiske haver for at høre, om de vil have den, siger Brian Bentzen til TV Syd.
- Det er kun en anden zoologisk have, der kan få slangen, netop fordi den er ulovlig at holde for privatpersoner. Hvis det ikke lykkes at finde et andet hjem til den, bliver vi desværre nødt til at aflive den. Og det er selvfølgelig ærgerligt med sådan et stort og fint dyr, siger han.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker